De danske supermarkeder har gang i ompakkeriet. Det samme kødstykke kan således komme ind i kølediskene flere gange - og efter hver ompakning får det en ny holdbarhedsdato.

Det kan Ekstra Bladet lørdag afsløre. Butikskoncernen Coop Danmark har lavet en intern regel om, at man i SuperBrugsen, Kvickly og Irma må pakke det samme stykke kød om to gange - og hver gang give det en ny holdbarhedsdato et par ekstra dage fremme i tiden.

- Når et stykke kød bliver sat til salg, så giver vi det en holdbarhed på 72 timer. Bliver det ikke solgt, så kan man dagen før tage det ud i baglokalet, skære det om - og så kan det komme ind i butikkerne med 72 timers holdbarhed igen, siger fødevarepolitisk direktør Mogens Werge fra Coop Danmark.

- Bliver det nu heller ikke solgt, så må butikkerne varmebehandle det - og lægge det ind i kølediskene en tredje gang. Men så må de heller ikke mere, forklarer han.

Den tidligere butiksslagtermester gennem 15 år, John Grandt fra Esbjerg, fortæller til Ekstra Bladet, at sådan er systemet i hele slagterbranchen. Han mener, at det er at tage forbrugerne ved næsen.

- Det samme stykke kød kommer ind og ud fra baglokalet fire-fem gange. Det ved alle i branchen. Først er det svinekam, så bliver det til koteletter og til sidst til frikadeller.

Turen gennem køledisken tager over en uge - og hver gang får det en ny holdbarhedsdato, siger John Grandt, der mener, at det er svindel over for forbrugerne, da de med rette burde kunne forvente, at kødet er friskudskåret og ikke pakket om igen og igen.