Salget af sommerhuse er halveret det seneste år. Tendensen fortsætter, og kun 11 procent af ejendomsmæglerne forventer prisstigninger, skriver URBAN.

Til salg-skiltene blomstrer i sommerlandet, hvor såvel sommerhuse som grunde kalder på potentielle købere. De lader dog vente på sig, og derfor er priserne for alvor begyndt at give efter i Gori-lakken.

Ifølge ejendomsmæglerkæden Danbolig er salget af sommerhuse rundt om i landet halveret i forhold til samme periode sidste år - og flere steder er priserne blevet reguleret med nedsættelser på op mod 25 procent.

Det skriver magasinet Penge & Privatøkonomi. Magasinet har foretaget et par anonyme testopringninger, som viser, at mæglerne uden tøven er parate til at gå til sælgeren med bud, der ligger 20 procent under den udbudte pris.

En tendensanalyse foretaget blandt ejendomsmæglere, som Dansk Ejendomsmæglerforening offentliggjorde i går, viser da også, at kun 11 procent af ejendomsmæglerne tror på højere sommerhuspriser ved årets udgang.

Udviklingen på sommerhusmarkedet forstærkes ifølge Penge & Privatøkonomi af udviklingen på det generelle boligmarked. Og hvor man kan undvære sommerhuset, kan man ikke undvære sin primære bolig, skriver magasinet.

Så hvis krisen kradser, er det sommerhuset, der først bliver sat til salg.