Man kan ikke føle sig tryg, selvom man har betalt i dyre domme for en parkeringstilladelse foran sit hus eller betalt for en p-billet, før man parkerer bilen.

Ekstra Bladet afslører lørdag, at selv om man har al mulig ret til at holde, hvor man gør, kan man sagtens risikere at få en parkeringsafgift på 510 kroner alligevel.

- Vi har haft adskillige hundrede sager i de seneste år, hvor vores medlemmer uberettiget er røget i kløerne på private parkeringsselskaber. Nogle sager er endt i retten, fordi parkeringsselskaber stædigt holder ved. Og her er det svært for forbrugeren at vinde, for parkeringsvagtens udsagn bliver ofte vægtet meget højt, siger Helle Brasch, jurist i FDM, til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har samlet flere eksempler på, at det private parkeringsselskab Carpark har udskrevet parkeringsafgifter, som ikke var berettigede. I stedet for at give kunden ret, når denne klager, fastholder selskabet typisk sine påstande og truer med inkasso og retssag, hvis pengene ikke falder rettidigt.

Og det lader rigtig mange kunder sig skræmme af. Advokat Tom Bramminge Christensen fra Ret & Råd i Odense har ført flere sager for forbrugere, der er kommet i klemme hos Carpark. Han er ikke i tvivl om, at de uberettigede bøder er en fed fidus for de private selskaber: - Det er kun de hårdhudede, der tør eller gider tage kampen op, når man kan ende i en retssag på grund af en tvist om 510 kroner. Det får simpelthen skræmt utrolig mange til at hoste op.

Det er noget usmageligt svineri, siger han til Ekstra Bladet.

Parkeringsselskaberne har stort set frit spil, hvis de giver kunderne en uberettiget afgift. Intet klagenævn kan hjælpe dem, så nægter man at give op, skal sagen føres i en retssal.