Ni mennesker mistede livet, da et et fly fra Turkish Airlines i går styrtede kort før landing i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam

- Få os ud herfra! Få os ud herfra!

Stemmen i mobilen var desperat, og støjen i baggrunden nærmede sig panik.

Sådan beskriver en pårørende ifølge BBC det telefonopkald, hun i går modtog fra sine børn i det forulykkede fly kort efter styrtet. Ulykken kostede mindst ni mennesker livet. Mere end 50 blev kvæstet, seks af dem livsfarligt.

Noget gik helt galt under indflyvningen, da en Boeing 737 fra Istanbul i går formiddag nåede Schiphol-lufthaven i Amsterdam.

De 135 passagerer fra Istandbul havde for længst spændt sikkerhedsbæltet, da flyet pludselig tabte højde. I løbet af ganske få splitsekunder blev flight 1951 fra Turkish Airlines forvandlet til en katastrofe. Læs videre nedenunder

Kun 500 meter fra landingsbanen.
Flået fra hinanden i tre dele på den bare mark. Bagagen blev spredt rundt om maskinen, og flysæderne lå flået fra hinanden. Heldigvis var der ingen flammer, og det betød efter alt at dømme forskellen på liv og død for de 126 passagerer, der overlevede ulykken. Flere af dem modtog behandling, mens de lå på marken.

- Flyet pløjede ned i jorden.

Sådan siger Fred van Wely, der sad i sin bil på motorvejen og så styrtet på nærmeste hold. Han fortæller til den hollandske avis Telegraaf, at han undrede sig over, at flyet lå så lavt, og at det så ud som om, piloterne forsøgte at rette op for ikke at ramme motorvejen.

Det bløde underlag er tilsyneladende den væsentligste årsag til, at det trods alt ikke gik værre.

- Vi var i færd med en helt normal landing, og så føltes det som om, at vi faldt ned i et hul, flyet mistede kontrol og styrtede pludselig. Det hele skete på bare tre eller fire sekunder. Derefter gik folk i panik, beretter én af de overlevende, Tuncer Mutluhan, til den tyrkiske tv-kanal NTV.

Tyrkiske Hüseyin Sümer var passager på flyet. - Flyet gik ned mod åben land. Vi troede, det var en spøg. Vi troede, det bare drejede sig om turbulens. Vi blev chokerede og forstod ikke, hvad der skete, da flyet styrtede, fortæller han til tyrkiske CNN.

Det er endnu uvist, hvad der var årsagen til styrtet, men myndighederne afviste straks enhver tanke om terror.