Kunst for 18 mio. kr. i Ørestaden

Kunstnerne Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Hein Heinsen er valgt til at udføre tre store, markante kunstværker i Ørestaden på Amager.

De tre kunstnere har i alt 18 millioner kroner til rådighed. Heraf kommer 9,5 mio. kr. fra Statens Kunstfond, 5 mio. kr. fra Ørestadsselskabet og endelig bidrager År 2000-Fonden med 3,5 mio. kr.

Per Kirkebys værk skal stå i området ved Rigsarkivet Station, der vil blive benyttet af rejsende til bl.a. Rigsarkivet, Danmarks Radio og IT-højskolen.

Bjørn Nørgaards værk skal placeres midt i Ørestaden i området ved Vejlands Allé, hvor nærmeste naboer er Bella Center, et boligområde og et hospital.

Længst mod syd efter Metroens kontrolcenter vil der med tiden opstå et stort boligområde, og på kanten til store fredede områder skal Hein Heinsens værk placeres, oplyser Ørestadsselskabet.

/ritzau/