Bavarian Nordics vaccine mod prostatakræft, Prostvac, skal til sommer præsenteres på det årlige møde for den verdens førende cancerorganisation, ASCO.

Vaccinen mod prostatakræft, Prostvac, fra det danske biotekselskab Bavarian Nordic kommer nu i verdens søgelys. Produktet er netop blevet godkendt til en præsentation på American Society of Clinical Oncology (ASCO) Annual Meeting 2009, der finder sted i Orlando fra 29. maj til 2. juni 2009, oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse. Ifølge Bavarian Nordic er ASCO verdens førende cancerorganisation. Prostvac er endnu ikke godkendt, men forsøget med vaccinen har vist en længere overlevelse på 8,5 måneder.

Administrerende direktør i Bavarian Nordic, Anders Hedegaard, vurderer, at vaccinen vil få meget opmærksomhed på kongressen.

- Det er en videnskabelig anerkendelse af vores data og vores projekt. Det, at man kommer op på sådan en kongres betyder, at folk har en særdeles positiv interesse over for produktet. Det er desuden et fantastisk udstillingsvindue for os, når vi leder efter nye partnere, siger Anders Hedegaard til RB-Børsen.

I 2010 fortsætter forsøget med Prostvac i face III, og Bavarian Nordic venter, at kræftvaccinen kan blive endeligt godkendt i 2012.

Prostatakræft er den hyppigst forekommende kræftform blandt mænd, og rammer hvert år 3000 mænd. Foreløbigt er eneste behandlingsmulighed kemoterapi, der i gennemsnit har forlænget patienters liv med to til tre måneder og ofte med alvorlige bivirkninger.



/ritzau/