Carl Gustaf forsøgte at afværge »attentatet« ved at tage fat i »terroristens« håndled, men alligevel fik han smasket en stor tærte lige i ansigtet. Hændelsen udspillede sig i forgårs i Halland, men bølgerne går fortsat højt hinsidan. Mange svenskere mener, at det var et pinligt angreb på hele Sverige.

Den 16-årige, der kastede tærten, blev omgående overmandet og anholdt, men i går anholdt politiet yderligere fire personer, og man vil ikke afvise, at det kan blive aktuelt at anholde flere.

Carl Gustaf tog situationen med majestætisk ro. Han gik hen til den overmandede »attentat-mand« og spurgte ham, om han havde det godt efter det kontante møde med livvagterne. Efterfølgende lød det fra kongen: »Det er, hvad der sker.«

Under afhøringen af »tærte-terroristen« har politiet i Varberg fundet ud af, at han er venstreorienteret, og han ikke bryder sig om kongehuset og autoriteter. Ifølge hans opfattelse er alle mennesker lige meget værd, men det synspunkt kan i værste fald koste ham op til seks års fængsel.

Derfor er han nu nervøs for konsekvenserne at sin handling, men han angrer ikke.