GN Store Nord skifter bestyrelsestoppen ud. Nye kræfter skal til, men der er tale om glidende udskiftninger. Formanden går først senere på foråret.

GN Store Nord står foran store udskiftninger i selskabets bestyrelse.

I løbet af foråret forlader såvel bestyrelsesformand Mogens Hugo Jørgensen som næstformand Lise Kingo bestyrelsen. Også Mike van der Wallen forlader bestyrelsen for at blive administrerende direktør i GN Resound.

I indkaldelsen til selskabets generalforsamling den 11. marts fremgår det, at Mogens Hugo Jørgensen vil opstille til genvalg, men:

- Bestyrelsen vil i løbet af foråret 2008 indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor Mogens Hugo og Mike van der Wallen begge fratræder, og nye medlemmer indvælges, forklares det i meddelelsen.

Ifølge virksomheden er det passende, at nye kræfter kommer til for at virkeliggøre GN Store Nords ændrede strategi og udmønte den nye ledelsesstruktur fuldt ud.

Koncerndirektør Lise Kingo, Novo Nordisk, forlader allerede bestyrelsen ved den ordinære generalforsamling.