Landets 14 arbejdsmarkedsråd ser lyst på fremtiden for arbejdsmarkedet. De forventer generelt en stigning i beskæftigelsen og faldende ledighed.

Der er lys forude for de ledige, der gerne vil i arbejde. Landets 14 arbejdsmarkedsråd forventer nemlig, at beskæftigelsen vil stige frem til første kvartal næste år, mens ledigheden falder.

Generelt ventes der stigende beskæftigelse for blandt andet bygge- og anlægsområdet, i detailhandlen og inden for hotel- og restaurationsvirksomhed. En del områder vil opleve uændret beskæftigelse som eksempelvis finansierings- og forsikringsindustri, energi og vandforsyning samt møbelindustrien, mens der vil kunne opleves faldende beskæftigelse i landbruget, hos de sociale institutioner og i nærings- og nydelsesmiddelindustrien.

For ledigheden gælder, at rådene forventer et samlet fald på omkring 16.000 personer fra 1. kvartal i år til samme kvartal næste år. Det svarer til et fald på ni procent for perioden.

/ritzau/