STEFFEN JUNGERSEN To udgivelser hvor The Rolling Stones i dén grad lever op til kælenavnet ”The Greatest Rock And Roll Band In The World”

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>I år kan ”The Greatest Rock And Roll Band In The World” – også ind imellem refereret til som The Rolling Stones – fejre 50 års jubilæum. I sig selv en bemærkelsesværdig præstation i en branche mere overfladisk og flygtig end et nølende afskedskys fra hende, du så alligevel aldrig fik med hjem.

Hvad d’herrer kamphaner, kolleger og krigskammerater Mick Jagger og Keith Richards så finder ud af i den sammenhæng står stadig hen i det uvisse. Som sagerne står for nuværende, vil Keith vanen tro bare ud og spille, og det kan ikke gå hurtigt nok, mens Jagger noget mere nølende har kundgjort:

”Alt kan ske…”

Angiveligt mødtes de to i London i sidste måned for at køre noget skyts i stilling. Og hvis ellers Richards har kunnet styre sig og har ladet være med at drille Jagger alt for meget med det gyselige Super Heavy projekt, sangeren var en del af sidste år, OG hvis Mick kan tilgive Richards for de lidet flatterende og ind imellem næsten ondsindede skudsmål, guitaristen gav ham i sin biografi ”Life”… ja, så sker der vel noget på Stones fronten inden alt for længe.

Indtil da kan vi fornøje os med to fremragende udgivelser fra den tilsyneladende uudtømmelige Stones skatkiste: en fænomenal dvd-koncertoptagelse fra bandets ”Some Girls” turné i 1978 samt en ”de luxe” genudgivelse af albummet af samme navn med hele tolv hidtil ikke udsendte bonusnumre!

De pågældende bonusnumre er alene albummets pris værd, og det er mig en gåde, hvorfor Stones har ladet disse guldklumper samle støv i så mange år. Samtlige tolv numre er gode og kunne sagtens i sig selv have været udsendt som et fuldfedt Stones album. Det er rockabilly, det er country, det er blues, og det er først og fremmest rock’n’roll, som den slags oprindelig var ment, og som kun Stones kan spille det. Alt swinger som en drøm og har den dér tvangfri, legesyge ”live-i-studiet” følelse, som lyder så let, men som i sandhed ikke er det.

Selve ”Some Girls” albummet – oprindelig udgivet i 1978 – indeholder stort set ikke ét nummer, som ikke er en klassiker i dag. Det kan jo ikke være anderledes, for det er sange som ”When The Whip Comes Down”, ”Shattered”, ”Miss You”, ”Respectable”, “Beast Of Burden”, “Before They Make Me Run”, titelnummeret og den hylemorsomme country-pastische “Far Away Eyes”, vi taler om hér.

Så-eh hva’ fanden! Dem tager vi da bare med én gang til, for bonusmaterialet skal man altså eje!

Og så bliver det – ved Roll, Over og Beethoven – endnu bedre, hvis man også investerer i live-dvd’en ”Some Girls – Live In Texas ’78”. Som tidligere nævnt en fuldstændig fænomenal koncert-optagelse fra Fort Worth med The Rolling Stones på toppen af deres ydeevne. Og når dette band er deroppe, har konkurrenterne altså stadig et pænt stykke ad kravle, hvis de vil være med.

Stones lægger ud med hensigtserklæringen ”Let It Rock”, og allerede dér kysser bandets flabede tunge-logo rock and roll heaven dybt og inderligt. Passionen tager derfra blot til med beåndede udgaver af ”Honky Tonk Women”, ”Starfucker”, ”Beast Of Burden”, ”Respectable”, ”Love In Vain” og ”Brown Sugar” for blot at nævne seks af de sytten smaskere hér.

Det hér er Stones FØR de ekstravagante udskejelser med kvindekor, flere keyboardspillere og hele hornsektioner. Til gengæld er det Stones helt inde at suge marven fra benet af rock’n’roll – skramlende, beskidt, bedårende og med et nærmest liderligt letlevned, som man alt for sjældent oplever det nu om stunder.

Fucking fabelagtigt!

THE ROLLING STONES, ”Some Girls (2 CD DeLuxe Edition)” (Universal),

THE ROLLING STONES, “Some Girls – Live In Texas ‘78” (Eagle Vision/ Playground -dvd)