'Thank you, Dänemark!' Jublen og glæden i Hansi Hinterseers stemme er ikke til at tage fejl af, når talen falder på den hurtigt voksende popularitet i Danmark, der på ingen tid har ført ham til toppen af albumhitlisten. Hos Sony Music, der udgiver hans plader, er man mindst lige så overrasket over den.østrigske slagersangers pladesalg, som er eksploderet, siden 'The Danish Collection' udkom 26. marts.

- Vi er meget overvældede over Hansis popularitet. Vi troede selvfølgelig på projektet, men vi havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt, siger Martin Duhn, projektleder hos Sony Music.

Han er sikker på , at Hansi Hinterseer vil få følgeskab af lignende kunstnere, fordi der er et stort dansk publikum for den helt specielle musikgenre, der ofte kendetegnes ved ballader eller glad popmusik.

Mere slagermusik på hitlisterne

- Jeg tror, andre danske pladeselskaber nu vil udgive album med slagermusik, så der i fremtiden kommer flere lignende artister på hitlisten, vurderer Martin Duhn.

Sony Music besluttede sig for at give Hansi Hinterseer chancen i Danmark i forbindelse med temaaftener om slagermusik på DK4. At han skulle toppe hitlisten efter få uger var svær at forudse.

- Vi kunne ikke få fat i Hansi i flere dage for at overbringe ham nyheden. Han var taget på weekend-vandretur i Alperne, fortæller Martin Duhn.


- Vi troede selvfølgelig på projektet, men vi havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt Martin Duhn, projektleder hos Sony.

- Jeg prøver at være succesfuld med alt, hvad jeg gør, men at være nummer et i Danmark er virkelig noget særligt for mig Hansi Hinterseer.