Engelske Foals er blevet bedre musikere, siden de sidst gæstede Danmark for to et halvt år tilbage. Men sangene levede ikke op til ambitionerne i udsolgte Lille Vega, hvor fansene ellers festede, som skulle de dø i morgen.
Når den er slemmest, er den britiske musikscene verdens værste. Alt handler om ”the next big thing”, og bands udgiver musik på samlebånd for blot at gå i glemmebogen efter to lynudgivelser og et flop. Hype har altid styret, hvad der foregår på dén side af Nordsøen.
Størstedelen af disse bands debuterer med en plade, der oftest lever på ung energi og som storsælger, hvorefter der kommer en svagere opfølger, inden musikkøberne fortsætter til det næste navn.
Foals kan lide denne skæbne. De festlige englændere debuterede for to år siden med ’Antidotes’ – en plade der fusionerede Bloc Party og Franz Ferdinand med mindre kendte Battles’ math-rockede udtryk og Mogwais grandiose post-rock. Dét kom der medrivende og danseglade sange ud af.
Men da Oxford-drengene tidligere i år fulgte op på debuten, var det med ’Total Life Forever’, hvorpå energien var gået fløjten til fordel for tilforladelige og lettilgængelige numre, mens frontmand Yannis Philippakis’ nu rallende vokal sendte tankerne hen på Coldplays Chris Martin.
Noget af en skuffelse fra det ellers så lovende band, der mest af alt lignede atter et navn tabt i den forudsigelige britiske trædemølle. Men i aftes stod de fem gutter så på scenen i udsolgte Lille Vega for at bevise det modsatte. Og det lykkedes faktisk næsten.
For efter halvanden time i selskab med Foals var man hverken i tvivl om kvintettens musikalske evner eller spillelyst. Herrerne har udviklet sig betragteligt som musikere på de to et halvt år, der er gået, siden de sidste spillede her, og i udsolgte Lille Vega veg de ikke fra at kaste sig ud på dybt vand.
Tekniske problemer
Foals strakte nemlig flere af sangene ud over ti minutter, men spillede så overbevisende og ekvilibristisk, at de nærmest aldrig slap taget i publikum, selvom koncerten ellers punkterede brutalt efter 20 minutter, da længerevarende tekniske problemer forstummede Philippakis’ guitar.
Fanbasen på de forreste rækker var dog ligeglade (eller måske bare i julefrokosthumør), og der blev festet igennem til den store guldmedalje under sange som det Talking Head’ske titelnummer fra det nye album, samt især ’Cassius’ og ’Red Socks Pugie’ fra debuten.
Og når koncerten så alligevel aldrig hævede sig over det jævne, skyldtes det først og fremmest, at de fem briter simpelthen genbrugte den samme musikalske recept i en sådan grad, at man stod med en følelse af konstant deja-vu og i det hele taget havde svært ved at kende sangene fra hinanden.
Det var simpelthen for meget af det (samme) gode.
Tomme kalorier
Et andet stort problem ved koncerten var, at Foals ikke har sangene, der holder til at blive trukket ud over så lang tid. Der sker slet og ret for lidt i dem til, at dét giver mening, og af samme årsag udgjorde ’Balloons’, U2-agtige ’After Glow’ og new-agede ’2 Trees’ rene ørkenvandringer.
Og så var det egentlig en ringe trøst, at der blev åbnet godt og grundigt op for godteposen under ekstranumrene i form af ’The French Open’ og ’Two Steps, Twice’, mens festen nåede nye højder. Tilmed var det en fest, der tog udgangspunkt i flotte, men tomme musikalske kalorier.
Men man må give de unge Oxford-drenge, at de bestemt prøver, og i Lille Vega gjorde de også alt, hvad de kunne.
Det var bare ikke nok.
