Richard Thompson var ganske alene på scenen på Malmös Kulturbolaget, men det glemte man næsten med alle de toner, han fik ud af sin akustiske seksstrengede.
Gennem en karriere, der strækker sig over mere end 40 år og tæller næsten lige så mange studieudgivelser, har Richard Thompson skabt sig et rygte som en solist, der nærmest aldrig skuffer. Men alligevel kendes han stadig allerbedst for sine blot fire år i folk-bandet Fairport Convention.
En skam, for den nu 62-årige Richard lavede sammen med sin daværende kone Linda en albumtrilogi af mesterværker med 1974’s ’I Want to See the Bright Lights Tonight’, ’Pour Down Like Silver’ (1975) og navnlig ’Shoot Out the Lights’ fra 1982.
Alle plader, der kendetegnes ved Thompsons trøstesløse og ofte galgenhumoristiske sangskrivning – en stil, han videreførte efter sin skilsmisse via et utal af modne og stærke værker, som kulminerede i 1999 med konceptalbummet om London, ’Mock Tudor’.
Karakteristisk for veteranens musik er, at han inkorporerer barokkens folkemusik i sangene side om side med sit superbe guitarspil. Men for øjeblikket er han på akustisk solotour, hvorfor man forud for aftenens koncert på Malmös Kulturbolaget ikke havde de store forventninger om guitarlir.
Suveræn strengvrider
Og Richard Thompson mødte da også alene op, blot udstyret med en akustisk guitar, et glas vand, talkum og håndklæde til hænderne, samt selvfølgelig en mikrofon. Så det var en lettelse at kunne konstatere, at manden er lige så ferm på akustisk guitar som på elektrisk.
Iført sin obligatoriske baret lagde troubadouren fra med ’Bathsheba Smiles’ fra førnævnte ’Mock Tudor’, men det var først med anden sang, den smukke ’Walking on a Wire’, at hans suverænt strengvridende guitarteknik for alvor glimrede og gjorde, at man slet ikke savnede et backingband.
Ikke alle koncertens 21 sange stod lige stærkt, men Thompson var i det joviale hjørne og desuden ikke bleg for at øse ud af anekdoter i fin interaktion med publikum; eksempelvis inden ’Johnny’s Far Away’, der blev introduceret som ”en sang om, hvad gifte musikere, laver når de er på turné”.
Overrumplende
Det var tydeligt, at den gode Richard ikke havde forberedt sig særligt på, hvad han egentlig skulle spille; i hvert fald tog han undervejs gladelig imod forespørgsler fra publikum, hvilket blandt andet medførte ildevarslende ’I Misunderstood’ og ’Keep Your Distance’ fra 1991’s ’Rumor and Sigh’.
Over alt andet i koncerten strålede en anden sang fra dén plade, nemlig ’1952 Vincent Black Lightning’ – hér ikke bare overgik Thompson studieversionen, men fik også guitaren til at ”tale” i stil med konger som John Fahey og Robbie Basho. Virkelig overrumplende.
Så godt blev det aldrig igen i løbet af den resterende spilletid, selvom en intens fortolkning af ’Crawl Back (Under My Stone)’ og fortrinlige ’Stumble On’ fra sidste års ’Dream Attic’-plade var tæt på.
Stilstand og træskodans
Medregnet ’I Feel So Good’ var der lige rigeligt med sange fra førnævnte ’Rumor and Sigh’ og ’Mock Tudor’, og man kunne sagtens have været foruden sukkersøde ’Persuasion’ og aftenens eneste Fairport Convention-nummer ’Genesis Hall’, der stod som svage øjeblikke.
Og hvor dygtig Richard Thompson end er til at holde liv i den akustiske guitar, så hungrede man altså unægtelig efter at opleve ham slå sig løs med strøm på, navnlig i de øjeblikke hvor den unplugged ensformighed trængte sig mest på.
Heldigvis lukkede den traditionelle honky tonk-sag ’Drinking Wine, Spo-Dee-O-Dee’ koncerten med træskodans og understregede, at man simpelthen ikke kan vide, hvor man har Thompson.
Og sådan bør det bestemt også være.
