Det bliver bilfrit i området ved Refshaleøen i ugen, hvor Det Internationale Melodi Grand Prix afvikles i København. I stedet bliver der sat ekstra busser og en ny båd-rute ind, så man undgår kaos i trafikken.

Torsdag blev trafikplanen frigivet til Det Internationale Melodi Grand Prix, der afholdes på Refshaleøen i København mellem 4. og 10. maj.

Der forventes tusindvis turister til begivenheden, og derfor har man måtte tage sine forholdsregler for at undgå trafikpropper. Ingen biler må køre ud på Refshaleøen. Det skriver Sydsvenskan.

Det bliver kun muligt at komme frem til Grand Prix-området med busser eller både. Vejen ud til Refshaleøen er en smal og snoet vej, som nemt kan udløse trafikkaos, hvis tusindvis af biler skal samme vej. Kun taxaer får udover busser adgang. Politiet og hjemmeværnet vil guide trafikken.



Busserne kører ekstra ture og der bliver indsat både, der vil gå fra Nyhavn mod Refshaleøen, hvor det hele skal foregå i Grand Prix-ugen.
Arrangørerne af Grand Prixet har en ambition om, at halvdelen af gæsterne vil benytte sig af bådtransport, når de skal frem til showet.



Ifølge Sydsvenskan har Københavns Kommune anlagt nye gangbroer og cykelstier i området ved Refshaleøen, så det er nemmere at komme frem uden brug af motoriserede køretøjer.