Venner beskriver 20-årige D som en flink og vellidt fyr. Med sin spinkle bygning og briller ligner han dog alt andet end en terrorist eller gadekriger. Hvilket da heller ikke er det billede, B.T.s kilder tegner af D.

Som en bekendt fra aktivistmiljøet siger:

- Han er mere typen, man spiller brætspil med, end typen man går på gaden med.

D er skilsmissebarn og har tilbragt teenageårene i et nydeligt parcelhus i en forstad til København hos sin far, der er direktør i egen virksomhed.

Efter folkeskolen gik D på HTX i Valby. En ansat beskriver ham som en intelligent og engageret fyr, der fik høje karakterer i alle fag. Han tjente selv sine penge bag kassen i et supermarked.

Stærkt optaget af klimaet

På nettet kalder D sig ’anarkist’, og lange blogindlæg om biobrændsel og CO2-udledning afslører, at den klejne mand er stærkt optaget af klimaet. Holdninger, han ved flere lejligheder satte handling bag. D var således medlem af flere miljøgrupper, der var aktive under klimatopmødet i København i 2009. Noget, han bl.a. modtog kommunal støtte til.

D deltog i en række demonstrationer, herunder civil ulydighed-aktionen ’Shut it down’, hvor flere hundrede aktivister forsøgte at trænge ind på Amagerværket og lukke det ned.

- Fantastisk, lød hans evaluering af aktionen i et blogindlæg på nettet.

D deltog også i den indledende planlægning af den store tværpolitiske demonstration 12. december 2009, hvor alt fra Greenpeace til Folkekirkens Nødhjælp deltog, og som endte med masseanholdelse af hundredvis af mennesker. Noget, der senere blev dømt ulovligt af retten.

- Han respekterede det kodeks, der var, om at det skulle være fredeligt og festligt. Men det var klart, at han kom fra et miljø, man skulle være opmærksom på, siger en medarrangør af demonstrationen, som D i øvrigt gik ’skuffet og trist’ hjem fra efter masseanholdelserne.

Samtidig med sit klimaengagement kom D fast i Ungdomshuset på Dortheavej, hvor han bl.a. plejede omgang med 20-årige T og A, der også er sigtet i sagen.

Opsøgt af PET

Sit store engagement - både i grupper og på debatforum på nettet - betød dog også, at den unge klimaaktivist ved flere lejligheder blev opsøgt af PET, som ville vide, om han kendte noget til bomber eller planer om voldelige demonstrationer. Men det var noget, han udtalte sig skarpt imod.

- Fornærmende, lød det, da han i den forbindelse trådte frem i pressen.

Under klimatopmødet blev D anholdt. Han var en af de aktivister, der havnede i politiets klimafængsel i Valby. Den oplevelse var med til at radikalisere D.

- Hadet bobler alle vegne. Det ser ud til, at tiden med små-ulydige protester er ovre nu, skrev D, da han blev løsladt.

D har erkendt, at han forsøgte at brænde Politiskolen i Brøndby af 26. april 2011, da han og T, P og A blev taget på fersk gerning. Men han nægter alt andet.