I 2013 blev der sat danmarksrekord i afsoning i det danske retsvæsen. Justitsminister Karen Hækkerup mener ikke, der er noget alternativ til hårde straffe, når kriminaliteten er grov.

Nye tal fra Fængselsforbundet viser, at de danske domstole i 2013 idømte det højeste antal samlede fængselsstraffe nogensinde målt på straffens længde.

I 2013 blev landets kriminelle idømt i alt 6.105 års fængsel.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) ryster ikke på hånden over den dystre rekord. Hun understreger, at selv om der skal være fokus på resocialisering, så skal de kriminelle kunne mærke konsekvenserne, når de begår noget ulovligt.

»Jeg ved ikke, hvad alternativet til straf skulle være. Skulle vi bare sige til dem, der skyder i gaderne: »Øv, nu gjorde I det igen. Kan I så holde op«. Det tror jeg ikke virker. Så der er ikke nogen vej uden om, at der skal være alvorlige konsekvenser, når der bliver begået kriminalitet,« siger Karen Hækkerup til Politiken.

Avisen skriver, at flere eksperter mener, at fængslerne fungerer som universiteter, hvor indsatte bliver »uddannet« til at begå mere kriminalitet.

Dermed bringer en lang straf ikke recidivet ned og er ikke med til at sikre, at de kriminelle undlader at begå ny kriminalitet, når de kommer ud i samfundet igen. Det får dog ikke Karen Hækkerup til at overveje at nedsætte strafudmålingen.

»Jeg synes, der er eksperter, der siger mange forskellige ting. Det vigtige for mig er, at dem, der begår alvorlig kriminalitet, mærker konsekvenserne af det. Derfor er straffene blevet skærpet. Men vi har også et enormt fokus konfliktmægling, uddannelse, arbejde, behandling og fastholdelse af kontakt til det omkringliggende samfund. Vi skal bruge tiden fornuftigt, mens vi har fat i kraven på folk, der har begået noget ulovligt,« siger justitsministeren til Politiken.

Formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, siger til avisen, at forbundet ikke kan udføre opgaven tilfredsstillende, fordi der bliver straffet så meget i Danmark, og der er så mange i fængsel.

Det problem er der ifølge Karen Hækkerup ved at blive taget hånd om.

»Vi er ved at reorganisere Kriminalforsorgen, så vi i højere grad tænker på tværs af arresthuse, fængsler og pensioner og bruger erfaringer og handleplaner fra hinanden. På den måde spilder vi ikke tiden, som kunne være blevet brugt på resocialisering. Så den kritik, han lufter, er vi ved at gøre noget ved,« siger hun.