25-årig nordjyde har snydt adskillige folk med sine fantastiske lystløgnehistorier. Familien er chokeret over, at det er sket igen.

  • Politiet i hælene på svindleren

    Han kender alle de rigtige mennesker. Han har lommen fuld af penge. Han har hele verden som sin legeplads.

    Sådan ser han i hvert fald sig selv. Men sandheden er en helt anden.

    Han er en ung 25-årig nordjyde, der som en anden baron von Münchhausen - der blev kendt for sine fantastisk løgnehistorier - fører sig frem og gang på gang efterlader en hærskare af mennesker, der er hoppet på hans fortællinger og charme.

    Han har bildt folk ind, at han var canadisk ishockey-stjerne. At han var søn af dansk-schweizisk mangemilliardær. At han var barnebarn af A.P. Møller. Men også i den helt anden grøft som medlem af rockerbanden Bandidos har han ført sig frem. Andre har han bildt ind, at han mistede sin far og mor ved et skudattentat i München.

    Vennekredsen talte navne som Rene Dif, Søren Rasted og Aqua-Lene fra den nu nedlagte popgruppe Aqua, ligesom A.P. Møllers topdirektør Jess Søderberg hørte til kredsen af venner.

    Selv kunne han selvfølgelig ikke nøjes med at hedde Jensen, Hansen eller Nielsen til efternavn.

    Så den ene dag var navnet Markus Holm Jones. Næste dag hed han Zasper Rubinstein. Og senest var navnet Caspar Klaus von Kaufmann Kastrup.

    B.T. kan i dag fortælle, at hans virkelige navn er Kasper (af hensyn til hans familie er efternavnet udeladt), og at han er født og opvokset i en mindre by nord for Aalborg.

    En opvækst uden problemer og med en skolegang, der heller ikke tydede på, at han skulle ende som lystløgner af første klasse.

    B.T. har talt med et nærtstående familiemedlem, der er chokeret over, at Kasper nu igen er på avisernes forside, efter at B.T. forleden kunne fortælle, hvordan han havde fuppet og ført sig frem i Assens, hvor både borgmester, bankdirektør, hoteldirektør, bilhandler og en række andre forretningsfolk var faldet for den charmerende og veltalende unge mand, der stort var parat til at købe hele byen.

    »Jeg var med det samme sikker på, at det var Kasper, da jeg så B.T.s forside. Jeg har ikke så meget kontakt med ham længere, men metoden er nøjagtig den samme, som han har brugt flere gange tidligere i Nordjylland. Det er en trist historie, fordi Kasper selvfølgelig skal have noget hjælp. Det har været forsøgt flere gange, men hver gang har meldingen været fra de behandlere, der har været i kontakt med Kasper, at han ikke fejlede noget. Og det kan jo bare ikke passe. En eller anden brist er der et eller andet sted, når han på den måde kan føre sig frem i sin helt egen verden,« fortæller familiemedlemmet, der ønsker at være anonym af hensyn til sin nuværende familie.

    For et par år siden førte den 25-årige sig frem under navnet Zasper Rubinstein som mangemilliardær, da han pludselig dukkede op i Aalborg, hvor han var parat til at give en gigantisk økonomisk pengeindsprøjtning til borgerne, der kæmpede for at få lukket den daværende naziborg i Nørresundby. Men som alt andet havde han hverken pengene, firmaet med 6.000 ansatte eller Lear jetflyet til 400 mio. kr., som han pralede af.

    Det var tomme ord og vindfrikadeller.

    At det er psykisk hårdt for hele familien, lægger familiemedlemmet ikke skjul på.

    Ikke sjovt at overvære

    »Det er ikke sjovt for nogen at se, hvordan Kasper snyder og bedrager uvidende folk, selv om det ikke koster dem penge. Det er også synd for Kasper, fordi han spilder sine evner. Han er nærmest et sproggeni, idet han taler flydende fransk, engelsk, tysk, spansk og italiensk. Det er formentlig derfor, at han gang på gang har kunnet narre folk både herhjemme og i udlandet, hvor de danske ambassader flere gange har måttet hjælpe ham hjem, når han ikke selv havde penge,« fortæller familiemedlemmet, der i dag ikke har så meget kontakt med Kasper.

    Det har til gengæld hans mormor og hendes mand, der bor i en lille, nordjysk landsby. Ifølge B.T.s kilder opholder han sig en stor del af tiden hos dem. Ligesom han bruger deres telefonnummer, når nogle skal i kontakt med ham.

    Men da B.T. fangede dem, havde de angiveligt ikke hørt noget til deres barnebarn de seneste tre uger.