Det var et banalt skænderi mellem steddatter og stedmoder, der fik en dengang 20-årige pige til at flygte gennem sneen fra sit hjem i små sandaler. Det forklarer faderen fra Brønderslev-familien i Retten i Hjørring. Han nægter at have begået nogen af alle de grusomheder, som han er anklaget for. Han kan derfor ikke genkende datterens historie om, at hun flygtede fra indespærring, vold, ydmygende seksuelle overgreb og uhyrligheder så som at skulle grave sin egen grav og spise dyre-ekskrementer.

Han mener, at pigen stak af, fordi hun havde skændtes med sin stedmoder. Hun skulle støvsuge og derved flytte en sofa, men idet hun flyttede sofaen, gik den i stykker. Stedmoderen blev sur, og det fik ifølge den 41-årige H hans datter til at stikke af.

Han siger, at han aldrig nogensinde har lagt hånd på børnene. Men han fortæller, at de mindre børn pinte deres ældste søster. Han var vidende om, at hun fik tæv med bl.a. et baseball-bat og en metalpæl. Han siger, at han greb ind hver gang, han så det, og bad børnene stoppe.

Han forklarer også, at han ofte skældte sin kone ud over, at hun ikke greb ind, når børnene mishandlede hans ældste datter.

Pigen fik ifølge faderen tæv af op til fem børn ad gangen med bl.a. træpæle og metalpæle. Pigen stod stille og værgede for sig og slog ikke igen, hvilket undrede ham. Ifølge H mente moderen, at hun ikke skulle gribe ind overfor volden, fordi pigen var gammel nok til at forsvare sig selv.

Den 37-årige mor til ni af de 10 sammenbragte børn blev kort ført ud af retssalen. Hun havde det ifølge hendes forsvarer Henrik Garlik Jensen så skidt, at hun ikke kunne holde ud at sidde mere i retssalen. Hun kom dog tilbage efter at have sundet sig udenfor.
 
H bortforklarer alle de uhyrligheder, som anklager Michael Møller Hansen udspørger ham om. Hullet i baghaven ved huset i Brønderslev Kommune er ifølge den 41-årige et hul fra en olietank. Og ikke - som anklageren mener - en grav, som pigen fik besked på at grave til sig selv.

H har aldrig set pigen spise dyreafføring, men han forklarer, at han ved, at en af hans sønner har påbudt pigen at spise hestepærer.

- Nej. Det har jeg aldrig hørt noget om, siger han også højt og klart, da anklageren spørger, om det er rigtigt, at H har ladet pigen bedække med en hest. 

Mange af de uhyggelige detaljer, som H vidste foregik, greb han ifølge sin vidneforklaring ikke ind overfor, fordi han ikke ville have ballade. Mange ting måtte den ældste pige også selvom, mener han. F.eks. at hun boede på et uisoleret loft i vintermånederne. Eller da hun boede flere måneder i et anneks uden vand, varme eller lys. Ifølge H var det hendes egen beslutning, som han ikke blandede sig i.

Ifølge anklageskriftet blev pigen holdt indespærret i først annekset og senere på loftet. Men H siger, at han aldrig har set det hængsel, der var sat på døren til annekset. Han ved heller ikke noget om de pæle, der ifølge anklageren blev brugt til at spærre døren med.

Han gjorde ingen indsigelser, da hans kone nægtede at lade pigen spise sammen med resten af familien. Han ved ikke rigtig, hvad hun fik at spise, men gik ud fra, at en af børnene gik op med mad til pigen på loftet.

Fra tilhørerrækken ses ingen følelser på den tiltalte. H synes ikke at være påvirket af de voldsomme anklager, der rettes mod ham. Ikke engang fortvivlelse kan mærkes på manden, der skal indespærres i forvaring på ubestemt tid, hvis anklageren får sin vilje.

Den tredje dag i retssagen kommer til at gå med mandens forklaring. Der er afsat over 10 retsdage til den omfattende sag, der også vil indebære børnenes forklaring. Kun få af børnene skal afhøres i retten, da de er så små, at man har lavet video-afhøringer af dem. De ældste skal dog vidne i retten. Alle børnenes forklaringer vil blive ført bag lukkede døre.

Der ventes dom 1. juni.