Først efter tre dage blev dødssyg fange behandlet for livstruende sukkersyge.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Hvorfor gjorde de ikke noget for min far. Hvorfor sørgede de ikke for at hjælpe ham, når de nu vidste, at han havde en meget alvorlig sukkersyge?«

Den 16-årige gymnasieelev fra Esbjerg, Diana Kaas, er bitter og frustreret over personalet og fængselslægerne på Statsfængslet Sønder Omme. Det var nemlig her hendes far, Preben Kaas, i næsten tre dage tumlede rundt, dødssyg af sukkersyge, uden at hverken vagtpersonale eller fængselslæger greb ind.

»Han kunne lige så godt være død i dag. Havde min far ikke til sidst insisteret på at komme til en vagtlæge, så havde jeg mistet ham. Jeg er dybt chokeret over, at man på den måde mishandler en af de personer, der står mig allernærmst,« siger Diana, mens hun kigger bekymret på sin far, som i går var lukket kortvarigt ud i friheden for at konsultere en læge i Grindsted.

Også Preben Kaas har svært ved at komme sig over den episode, der ved midnat torsdag i sidste uge resulterede i en akut indlæggelse på intensiv-afdelingen på sygehuset i Grindsted.

Preben Kaas var i livsfare og helt dehydreret efter tre dages vedvarende opkastninger.

»Der er umenneskelige forhold i det fængsel. Selvom jeg var så syg, at de andre indsatte kunne se det på 100 meters afstand, så tog hverken vagterne eller lægerne min tilstand alvorligt. Det kunne have kostet mig livet,« siger en sammenbidt Preben Kaas, der her en lille uge efter den akutte indlæggelse atter har fået farve i ansigtet.

Den førtidspensionerede møbelarbejders lidelser begyndte sidste uge tirsdag aften. Her returnerede Preben Kaas til det åbne fængsel efter en kort udgang.

Men turen i en varm bus fik sukkersygen til at gå amok. Preben Kaas var slatten som en våd karklud allerede tidligt på aftenen.

»Jeg faldt med det samme i en dyb søvn, og jeg husker ikke, at jeg havde kontakt med vagterne hverken tirsdag aften eller onsdag morgen. Der SKAL ellers være kontakt, men det eneste, jeg husker, er, at jeg fik en skideballe, fordi jeg ikke mødte op til arbejde onsdag. Men jeg var simpelthen bare så syg,« fortæller Preben Kaas.

Heller ikke torsdag morgen var Preben Kaas i stand til at rejse sig fra sengen i sin seks kvadratmeter store celle. Han reagerede simpelthen ikke, da vagten gik rundt for at vække fangerne.

»Men det lykkedes de andre indsatte at vække mig. Men da vagten kom, så insisterede han på, at jeg skulle til jobsamtale. Det var jo grotesk, når jeg var så syg. Heldigvis fik jeg en tid hos fængselslægen bagefter,« siger han. Men heller ikke hos fængselslægen var der hjælp at hente.

»Han gav mig bare lov til at lave lettere inde-arbejde. Han var totalt ligeglad med min sukkersyge, selvom jeg havde min diabetes-vandrerjournal med. Jeg havde det rigtig dårligt. Jeg havde kastet op vedvarende, men lægen målte hverken mit blodsukker eller mit blodtryk,« fortæller Preben.

Senere denne torsdag aften pressede de andre indsatte Preben til igen at forsøge at få en snak med en læge. Denne gang vagtlægen i Grindsted.

»Vagtpersonalet spurgte, om jeg ikke kunne vente til dagen efter. Men nej. Jeg gjorde det helt klart, at jeg behøvede en læge her og nu. Og så lykkedes det at komme af sted. Det blev min redning,« siger Preben Kaas.

I hvert fald konstaterede vagtlægen hurtigt, at Preben Kaas var dødssyg, og at der skulle sættes ind med akut behandling.

Datteren Diana glemmer ikke den opringning, hun fik fra sygehuset.

»Vi fik at vide, at far var indlagt. Det var meget kritisk, sagde de. Jeg var i chok. Jeg troede, jeg skulle miste ham,« siger hun.

Fængslets tre tilknyttede læger vil på grund af deres tavshedspligt ikke kommentere den konkrete sag. Læge Karsten Kaare Fastdal afviser dog, at lægerne ignorerer syge indsatte.

»Alle kan komme til at overse noget, men vi er faktisk altid meget opmærksomme på de indsattes helbredstilstand. Vi behandler dem reelt som alle andre patienter,« siger fængselslægen, der opfordrer familien til at klage til patientklagenævnet for at få undersøgt sagen.

Preben Kaas er idømt en kort fængselsstraf for vold. Han er hidtil ustraffet.