En ransagning på en adresse i en kolonihaveforening i Aarhus resulterede tirsdag i fundet af flere kilo skunk samt to skunk-laboratorier

Der mødte politibetjente en heftig lugt af skunk, da en specialpatrulje mødte op i en kolonihave tirsdag formiddag. Det skriver Århus Stiftstidende.

I en kolonihaveforening på Åbrinkvej i det sydlige Aarhus fandt man i to gamle 40 fods Mærsk-containere to fuldt funktionelle skunklaboratorier.

Her stod flere hundrede skunkplanter i fuld vækst godt hjulpet af installationer med varme og lamper. Politiet havde fået et tip om de lyssky aktiviteter i kolonihaven.

- En person havde undret sig og kontaktet politiet, siger politikommissær Mogens Brøndum til Århus Stiftstidende.

Politiet fandt yderligere to kilo marihuana og 1,3 kilo skunk og anholdte efterfølgende en 60-årig kvinde, en 38-årig mand og en 34-årig kvinde.

Ifølge Århus Stiftstidende ville de færdigdyrkede planter have svaret til 26 kilo skunk, som er en stærkere variant af hash.

På gaden betaler misbrugere mellem 100 og 150 kroner pr. gram, og fangsten i Aarhus ville således have haft en værdi på næsten fire millioner kroner.

De tre personer blev løsladt igen tirsdag aften, men er sigtet for Straffelovens hårde narkoparagraf.