Citybois-stjernen Anthon Edwards Knudtzon erkender, at han har delt krænkende videoer af en 15-årig pige og dreng.

Det gør han på det sociale medie Instagram.

Her skriver han blandt andet.

'I 2015 gik jeg i 9. klasse og var 16 år, her videredelte jeg to videoer uden at tænke over det til to af mine klassekammeraeter. Jeg var ung og naiv og tænkte ikke over konsekvenserne, eller hvad der var rigtigt og forkert. I dag er jeg 20 år gammel, og i morgen skal jeg i retten og stå til regnskab for, hvad jeg har gjort dengang.'

'Jeg undskylder af hele mit hjerte og håber, at denne sag trods alt kan være med til, at man tænker mere over konsekvenserne ved at videredele videoer.«'

Anthon Edwards Knudtzon skal fredag i retten i sagen, der er en del af den såkaldte 'Umbrella'-sag, hvor hundredvis af unge mennesker er sigtede for at dele børneporno.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af, er Anthon Edwards Knudtzon sigtet for at have delt en video på 40 sekunder i juli 2015 - der er blevet sendt videre én gang mere i 2016.

Derudover skulle endnu en video på 56 sekunder af de samme to personer fra den første video også være blevet videresendt af sangeren i efteråret 2015.

Citybois-sangeren er tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 235 og 232.

Den ene handler om deling af børneporno med børn under 15 år og den anden med børn under 18 år, fremgår det af anklageskriftet.

Anthon Edwards Knudtzon skal møde i Københavns Byret fredag, hvor han kan risikere op til seks års fængsel.

På Instagram får han opbakning af sin kollega, rapperen Skinz, der i kommentarfeltet til det opslåede billede skriver:

'Du er en god mand. Det er vi mange, der ved.'

Den 20-årige sanger er sammen med sin ven Thor Farlov kendt fra duoen Citybois, som medvirkede i 'X Factor' i 2015. Her opnåede de en fjerdeplads, men har siden haft stor succes med deres musik.

I 2017 skete noget lignende, da en anden tidligere 'X Factor'-deltager Mads Christian (Han deltog året efter Citybois, red.) blev idømt 14 dages betinget fængselsstraf med en prøvetid på et år for at have optaget og delt børneporno.

Dengang fastholdt han hele vejen igennem at han var uskyldig og ankede dommen. Det kan du læse mere om HER.