Politiet efterforsker et skyderi i bande-rocker-miljøet ved en McDonalds i Brøndby. Ingen er ramt af skuddene.

Det var tilsyneladende seneste kapitel i hovedstadsområdets uendelige bandekrig, der mandag eftermiddag udspillede sig ved en McDonalds-restaurant på Roskildevej i Brøndby.

Det oplyser politiet efter at have indledt efterforskningen af episoden, hvor en gruppe på tre-fem mænd blev beskudt fra en mørk BMW og en Harley Davidson-motorcykel.

Ingen blev ifølge politiet ramt af de 15 afgivne skud, som ordensmagten altså relaterer til de hårdeste kriminelle grupperinger

- Det er vores umiddelbare opfattelse, at der er tale om et opgør mellem rockerbanderelaterede personer, siger efterforskningsleder ved Københavns Vestegns Politi Jørgen Isalin i en pressemeddelelse.

Dog uden, at der p.t. er tegn på andet end, at det er en personrelateret konflikt mellem enkeltmedlemmer af to grupperinger.

Ifølge Ritzaus oplysninger var det et møde mellem rockergruppen Bandidos og bandemedlemmer fra Black Cobra, der udviklede sig blyholdigt ved familierestauranten.

Den oplysning ønsker Vestegnens Politi dog ikke at kommentere, ligesom politiet heller ikke vil svare på, om der er nogen anholdte i forbindelse med skyderiet.

Oplyses kan det dog, at der efter skudafgivelsen forsvandt mindst to personer i bilen og en person på motorcyklen.

Registreringsnumrene for henholdsvis den sorte BMW Cabriolet og motorcyklen er DW 42825 og HS 11011.

Politiet efterlyser nu vidner, der kender til de nævnte køretøjer eller overværede skyderiet, som fandt sted kort før kl. 15 på hjørnet af Roskildevej og Brøndbyøstervej.

I forlængelse af efterforskningen af skyderiet blev politiet mandag aften gjort opmærksom på en sort taske, der var skjult på banelegemet ved Brøndbyøster Station.

S-tog-trafikken blev derfor stoppet i en halv time, indtil en hundepatrulje fik snuset sig frem til tasken, der lå gemt i en kabelkasse og indeholdt to skydevåben.

Det er fortsat uvist, om våbnene blev anvendt ved McDonalds-skyderiet.

/ritzau/