Den 16-årige mand af østafrikansk oprindelse, der er sigtet for drabet på den kun 17-årige Mads Skjoldsøge i en tunnel tæt på ved Hillerød Handelsskole, blev smidt ud af teknisk skole i Hillerød for at bære kniv.

Det erfarer BT.

Den tekniske skole er en del af Erhvervsskolen Nordsjælland, som den nu dræbte også gik på, men bare på handelsskolen.

Samtidig skriver sn.dk, at han var et kendt ansigt af kommunen, fordi der fra hans folkeskoletid på Grønnevang Skole var indgivet en lang række indberetninger om ham, blandt andet på grund af et hidsigt temperament.

Drabet skete torsdag midt i et frikvarter, hvor de tre mænd på 16, 17 og 18 år opsøgte Mads Skjoldsøge på skolen. Anledningen var angiveligt hævn for et banalt skænderi til en fest i weekenden, og det endte fatalt for Mads Skjoldsøge, der blev stukket med kniv i hjerteregionen og senere fundet blødende og bevidstløs.

Den 16-årige, der ifølge vidner og politiet førte kniven, er fængslet, mens de to andre er løsladt igen, men stadig sigtede.

Den 18-årige løsladte - men stadig sigtede - unge mand, har efterfølgende bedyret sin uskyld på sin offentlige Facebook-profil, ligesom han hævder, at han forsøgte at forhindre knivdrabet.

'Hej alle sammen jeg bliv igår anholdt og bliv sigtet og mistænkt om drab for Mads som ikke er blandt os mere RIP Mads. Der nogen folk der tror at jeg har stukket mads ned og nogen tror at jeg har opmuntret personen til at gør det. Sandheden er som retten og dommeren og som politiet og vidner som sagde de to personer var uvenner og at jeg prøvede og stoppe det hele så det ikke bliv til lort som DSV det er bliver til,' skriver han blandt andet (uredigeret)

'Jeg ked af at jeg ikke kunne stoppe det der er sket og hvis jeg vidste det ville går sådan havde jeg gjordt noget for der ikke var nogen der kom til skade,' skriver han på sin Facebook-profil.

Af hans profil fremgår det blandt andet, at han dyrker kampsport.

På kortet herunder kan du se, hvor begivenhederne i Hillerød udspandt sig torsdag