En 31-årig mand for god tid bag tremmer til at overveje, om det var umagen værd at begå røveri og ulovlig tvang for at "tjene" 6.000 kr.

Københavns Vestegns Politi har netop fået den 31-årige idømt en straf på et års fængsel for det impulsive røveri, der gik ud over en 32-årige mand. Offeret blev frarøvet sit dankort og tvunget til at røbe sin PIN-kode, hvorefter gerningsmanden hævede 6.000 kroner.

Den 30. juli 2011 var den 31-årige gerningmand til en fest, hvor det 32-årige offer også deltog. Under påskud af at ville køre offeret hjem, tog manden, og to ukendte medgerningsmænd, ham med ud at køre.
 
Under køreturen sparkede og slog de ham, og holdt ham tilbage mod sin vilje. De stjal hans dankort og mobiltelefon. Det lykkedes gerningsmændene at få koden til dankortet, og de hævede 6.000 kr. i en pengeautomat.

Den 31-årige modtog dommen og tog betænkningstid med hensyn til at anke sagen. Han har været varetægtsfængslet siden den 13. oktober 2011 og er fortsat varetægtsfængslet, oplyser Københavns Vestegns Politi.