Weekend efter weekend på skæve tidspunkter. Og siden 1981.

Det legendariske dansktop-ægtepar Keld og Hilda Heick har arbejdet benhårdt for deres succes, siden de begyndte at ture land og rige rundt for 30 år siden.

Og i disse dage er de blandt et lille hold af danske kunstnere, der kan se tilbage på regnskaberne for et veloverstået 2010.

For selv om Keld og Hilda ikke lægger alle regnskaber og hele deres økonomi frem i offentligheden, men i stedet trækker deres indkomst ind på kontoen som almindelig skattepligtig B-indkomst, så kan B. T. i dag fortælle om en særdeles gunstig forretning.

En forretning, der har gjort det ydmyge nordsjællandske par til mangemillionærer .

- Selvom prisen i vores katalog er 27.000 kr. for et job, så er det jo slet, slet ikke, hvad vi putter i egen lomme.

Det er nok nærmere 14-15.000 kr., efter at leje af anlæg, transport, overnatning og andre udgifter er trukket fra. Men vi er lykkelige for de penge, vi tjener. Vi er fantastisk taknemmelige, siger Hilda Heick om de to 66-årige musikere.

Samme arbejdsbyrde

Og det er til at forstå, hvor lykken kommer fra. For selvom Hilda Heick mener, at en realistisk timepris for deres nogle gange 14 timer lange arbejdsdage ligger på omkring 500 kr.

per person, så løber det hurtigt op.

Til et meget pænt beløb.

Med ca. 14.000 kroner i indtægt for et almindeligt job og med ca.

150 fælles jobs hvert eneste år, så lyder årsindtægten for 2010 på imponerende 2,1 mio. kroner for Heick'erne.

Og ifølge Hilda Heick selv, er prisen godt nok steget gennem årene, men arbejdsbyrden har været den samme altid.

Dertil kommer optrædener med Four Jacks for Keld samt Hildas efterhånden velkendte tv-eftermiddage på spillet ' Boxen' på DR1. Og oveni Keld og Hildas individuelle indtægter har parret tilmed et anpartsselskab, der sidste år tjente 468.000 kr. efter skat på salg af bl. a. portrætbogen ' Duet for livet'.

Har tjent mange penge

I alt kan det anslås, at parret tjener omkring 2,5-3 mio. kroner hvert år. Med de mange koncerter I spiller, og til den pris I tager, må I have tjent mange millioner gennem årene.

Har det ikke givet jer en meget stor frihed? -Jo, igennem årene har vi tjent mange penge. Og hvert år har været godt. Og vi klager bestemt ikke. Du kan godt sige, at vi har fået frihed til at gøre rigtig mange af de ting, vi gerne har villet. Som nu f. eks. at bygge det hus i Sverige, så vi kan komme tæt på vores børnebørn, fortæller Hilda Heick om parrets nybyggede svenske villa, som er købt og betalt.

Har knoklet for succes

Parret venter dog stadig på, at de kan få solgt deres villa i Holte, som i øjeblikket er sat til salg for 7 mio kroner.

- Men vi har arbejdet hårdt for føden. Vi har virkelig knoklet. Og det gør vi stadigvæk. Det var f. eks. først, da Anette var 12-14 år, at vi kunne tage på ferie. Men vi elsker det stadig, siger Hilda og fortsætter.

- Det er jo ikke som med unge kunstnere nu til dags. Medina kan f. eks. få et kæmpehit, der kan sælge tusindvis og atter tusindvis på nettet. Sådan er det ikke for os. Vores musik bliver ikke spillet på Danmarks Radio. Derfor må vi ud at spille. Og det gør vi med glæde, siger Hilda Heick.

Trofast publikum

Hun mener, at den gamle garde af musikere har en længere levetid end mange unge kunstnere.

- Ja, for vores publikum er trofaste. Jeg får svært ved at se, at Medina kan holde i 40 eller 50 år, som det forventes nu til dags. Der er jo så mange, der kommer frem hele tiden. Og jeg tvivler på, at det unge publikum holder ved, som vores gør.

Efter 30 års koncerter kan Keld og Hilda Heick ligeledes se tilbage på en karriere, hvor de ikke har snydt det offentlige for deres del af kagen.

- Vi har altid gerne villet bidrage med skat, og vi har gerne betalt de 68 pct., som det nogle gange har kostet i topskat. Hvis vi gerne vil have vores velfærd her i Danmark, så koster det også. Ellers så ender det som i Grækenland, inden vi får kløet os i nakken, siger Hilda Heick, som dog fortæller, at der også er en egoistisk årsag til, at de to dansktop-stjerner lader indkomsten være skattepligtig og dermed beskyttet bag deres personnumre.

Fornuftig pensionsopsparing

-Vi vil helst ikke have, at offentligheden ved præcist hvor mange penge, vi tjener. Så vi har også tænkt os om igennem årene.

Sikkert er det dog, at de to musikere, der snart vil trappe ned, kan se frem til en ganske fornuftig pensionsopsparing.

- Igennem årene har vi tjent mange penge. Og hvert år har været godt. Og vi klager bestemt ikke. Du kan godt sige, at vi har fået frihed til at gøre rigtig mange af de ting, vi gerne har villet Hilda Heick.