Karina Svensgaard

Den 45-årige Alexandra føler sig stærkere end nogensinde, men der skulle en diskusprolaps til at få hende til at forstå, at hun pressede sig selv for hårdt

Det var i 2005, og pressen var netop begyndt at skrive om Alexandra og hendes 14 år yngre kærlighed, Martin Jørgensen, som hun i dag er gift med, da en slem diskusprolaps satte en kæp i kærlighedshjulet og en stopper for den travle kvinde. Det fortæller hun i denne måneds udgave af magasinet Fit Living. - Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt. Det var uudholdeligt, men jeg har ingen men i dag overhovedet. Jeg startede fra bunden og har langsomt bygget min fysik op igen, bl.a. ved at dyrke pilates, siger hun til magasinet. For selvom Alexandra levede sundt og trænede nok, så kunne hoved og krop ikke følge med. - Set i bakspejlet så var min hverdag for hektisk på det tidspunkt, og jeg trænede også forkert. Det var en stressfaktor for mig dengang. Noget, jeg også skulle nå. Men min diskusprolaps satte i den grad tingene i perspektiv, for du kan ikke bare buldre derudad, uden at det koster et eller andet sted. Og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik den besked i en alder, hvor jeg stadig kunne nå at gøre noget ved det og ændre de ting i mit liv, som ikke var sunde og gode for mig, siger hun. For som grevinden siger, så tror man, at man er udødelig i 20’erne. Man spiser usundt, sover for lidt og slipper godt fra det. - Og som ung og single er det også lettere at presse sig selv og køre igennem med fem-seks timers søvn. I 30’erne har vi små børn, og hele vores fokus er på dem. Og så er der 40’erne – som er et virkelig godt sted at være, smiler hun. Derfor aflægger grevinde Alexandra kun fitnesscentret et visit et par gange om ugen for at gå på løbebåndet og intervaltræne. Tilsat yoga en gang om ugen. - Jeg kan godt lide at mærke, at jeg bliver stærkere. At jeg kan løbe længere og løfte mere. Det motiverer mig, når jeg udfordrer mig selv og presser min krop til at kunne mere – men jeg er hele tiden bevidst om, at det også skal være sjovt. At jeg skal have lyst. Det er ikke ensbetydende med, at jeg altid orker, men jeg skal have lyst. Det må ikke være en stressfaktor, og jeg minder mig selv om, at jeg ikke er en maskine, siger hun – belært af dengang, ryggen sagde stop.