... men vi andre ved bedre!

Mick Jagger, Charlie Watts og Keith Richards holder deres 2012-planer super-hemmelige. Men det er ingen hemmelighed, at ’verdens største rockband’ i år fylder 50 år.

Og mens gutterne, der i dag alle er omkring de 70 år, lægger planer om jubilæumsturné og måske også nogle nye sange (nogle hvisker endog om en koncert for dronnning Elizabeth, der selv fejrer sit 60-års jubilæum), så kan vi andre med fryd se tilbage på et halvt århundrede fyldt med kvinder, skandaler og nogle af rockhistoriens mest holdbare rocksange.

Og hvis rygterne om en koncert for dronning Elizabeth II skulle vise sig at være sande, så vil dette valg give god mening.

Det var nemlig samme regent, der for en halvt århundrede siden (indirekte) skabte den første seriøse kontakt imellem Jagger og Richards - ’Glitter Tvillingerne’, der er ansvarlige for alle hittene.

Velpressede skoledrenge

I et kor af velpressede skoledrenge havde Keith Richards således optrådt med Händels ’Messias’ i Londons Westminster Abbey. Blandt tilskuerne var både Dronning Elizabeth II og skoleknægten Michael Philip Jagger.

Og efter dagens klassiske program var overstået, stødte de to rødder ind i hinanden. Og en fælles passion for amerikansk rock’n’roll og blues lagde snart grunden til bandet The Rollin’ Stones - dengang uden g’et.

Hånlig latter

I dag - som dengang - har Jagger og Richards meget forskellige personligheder.

Således tog ’Sir’ Mick Jagger gladeligt imod tilbuddet, da Dronning Elizabeth II tilbød ham en ridder-titel, mens ’rebellen’ Richards ikke havde andet end en hånlig latter tilovers for den idé.

Men under overfladen er lighederne selvfølgelig langt større end forskellene. Og i oktober 1962 indspiller gruppen sine første bluessange.

Siden er det blevet til klassikere som ’Satisfaction’, ’Jumping Jack Flash’, ’Start me Up’ og balladen ’Angie’. The Rolling Stones er 50 år senere det tætteste, man kommer på rock’n’roll-royalitet. Og selv om gruppen selv synger ’it’s only rock’n’roll - så ved vi bedre...

Kvinderne

Før sin frivillige afgang i 1993 afslører Stones’ oprindelige bassist, Bill Wyman, at han havde været i seng med over 3.000 kvinder

- Når vi var turné, så kunne vi simpelthen ikke gå i fred på gaden. Derfor tilbragte vi tiden på hotelværelserne. Og med så mange søde piger – også i Danmark – kunne man jo ikke undgå at blive ’lidt uartig’, har Wyman fortalt undertegnede.

- Pigerne kaster sig bogstaveligt talt over Mick, fortæller Keith Richards, der sammen med trommeslager Charlie Watts er gruppens mest trofaste ægtemand.

I 1989 ryddede Bill Wyman samtlige forsider, da han som 52-årig giftede sig med den blot 19-årige Mandy Smith. Det viste sig, at de to havde været kærester, siden Mandy var 14 år.

Foto: Scanpix
Vis mere

Stoffer (og sprut)

Allerede i 60erne blev de rullende sten på skift anholdt for besiddelse af marihuana. Men i 70erne bliver stofferne stærkere. Og i 1977 anholdes Keith Richards og hans daværende kæreste Anita Pallenberg i Canada for besiddelse af både kokain og heroin. Anholdelsen og risikoen for en lang fængselsstraf truer for første gang bandet med opløsning. Richards slipper dog med en betinget dom. Og Stones fortsætter – med både musik og stoffer. I dag begrænser de ’dårlige vaner’ sig til alkohol.

Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Pengene

Allerede i 1989 underskriver The Rolling Stones rockhistoriens dengang største turné-kontrakt. For 50 amerikanske koncerter får gruppen 70 mio. dollar – godt 700 mio. kr. (dollarkursen lå dengang omkring de ti kroner). I 2006 slog gruppen alle rekorder med en turné-indtjening på 162 mio. dollar. Og i dag er både Jagger og Richards gode for langt over tre milliarder kr. pr. næse. Watts, Wyman og den ’nye’ guitarist Ronny Wood har hver især tre-cifrede millionbeløb på bankkontoen.
Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Rullende skandaler

Det er umuligt at vælge imellem Stones’ talrige skandaler.

Sammenlignet med The Beatles var Mick, Keith og kompagni nogle rødder. Og mens John, Paul, George og Ringo øjeblikkelig blev den legendariske amerikanske tv-vært Ed Sullivans popyndlinge, svor samme Sullivan efter Stones første besøg i 1964: ’Jeg sværger – de kommer aldrig igen. De skal ikke komme her og ødelægge et show, det tog mig 17 år at skabe’. Selvsagt opførte Mick og Co. sig ikke så pænt på direkte amerikansk tv.

I 1969 døde bandets guitarist Brian Jones under mystiske omstændigheder i sit eget svømmebassin – mange tror stadig, at Mick Jagger på en eller anden måde var involveret.

6. december 1970 satte Stones egenhændigt et punktum for ’kærlighedens årti’ ved en koncert i Californien. Under sangen ’Sympaty for the Devil’ dræbes en sort tilskuer af vagtholdet fra Hells Angels. Bandet flygter i helikopter.