Luciano Spalletti er færdig som træner for AS Roma trods en pointmæssig rekordsæson for klubben.

Rom. AS Roma skal have ny træner til den kommende sæson.

Luciano Spalletti stopper i klubben, meddeler hovedstadsklubben på sin hjemmeside.

Spalletti stopper på trods af at have sat klubrekord både målt på antal point og scoringer i den netop afsluttede sæson.

Roma sluttede som nummer to i Serie A efter Juventus, men romerne hentede hele 87 point og scorede 90 mål i de 38 kampe - begge dele er rekord for klubben.

Alligevel var det altså ikke nok til et mesterskab, da Juventus nåede op på 91 point.

Spalletti kom til Roma i januar 2016, og han stod tidligere i spidsen for klubben fra 2005 til 2009. Mellem 2009 og 2014 var han cheftræner i russiske Zenit St. Petersburg.

Den 58-årige træner har de seneste måneder haft lidt uoverensstemmelser med både klubledelsen og fansene, så hans exit kommer ikke som en kæmpe overraskelse.

/ritzau/