Onsdag præsenterer svenske Hammarby sin kommende træner, og det bliver Sønderjyskes nuværende træner, Jakob Michelsen. Det skriver svenske fotbollskanalen.se
Hammarby fyrede træner Nanne Bergstrand efter den svenske sæsonafslutning tidligere på måneden. Klubben fra det sydlige Stockholm blev nummer 11 i den bedste svenske række, Allsvenskan, og det var ikke godt nok for ledelsen i Hammarby.
I stedet har klubben - som BT kunne afsløre tidligere på måneden - kastet sin kærlighed på Jakob Michelsen med tilnavnet Mini-Mourinho. Og det understreges af, at Hammarbys sportschef, Mats Jingblad, for tiden er i Danmark.
»Det er korrekt, at jeg er på besøg i Danmark. Jeg har været her i nogle dage sammen med fire andre fra klubben. Vi har set nogle kampe og nogle træninger. Det har været lidt af en studierejse,« siger Mats Jingblad til fotbollskanalen.se, som talte med sportschefen tidligere tirsdag.
»Lige nu er vi i Midtjylland og får indblik i deres måde at arbejde på,« siger Mats Jingblad.
Net-mediet mener at vide, at Hammarby-kvintetten også er på plads til Superliga-kampen tirsdag aften mellem Sønderjyske og AaB.
På det direkte spørgsmål om, hvorvidt Jakob Michelsen bliver præsenteret onsdag, lyder svaret:
»Jeg har ingen kommentarer omkring vores trænersituation.«
Ifølge fotbollskanalen.se har der været flere navne på Hammarbys liste - bl.a. Lyngby-træneren David Nielsen.
Jakob Michelsen har haft stor succes i Sønderjyske i det halvandet år, han har været i klubben. Han førte klubben til dens første medaljesæt i Superligaen i sidste sæson, hvor det blev til en andenplads. Han blev sidste år kåret til Årets Træner i Danmark.
I denne sæson var klubben tæt på at kvalificere sig til Europa League. Kvalifikationskampene kostede lidt i Superligaen, men siden da er klubben rykket op igennem rækken, således at den står med gode chancer for at komme i top-6 efter grundspillet, som udløser en plads i slutspillet.
Jakob MIchelsen har kontrakt til sommeren 2017, så Hammarby skal betale overgangssum, hvis de skal hyre den 36-årige træner.