Selv om den kendte finansmand Karsten Ree er blevet sigtet for menneskehandel, får det ingen indflydelse for premieren på realityserien 'Janni og Karsten - kærligheden mod alle odds'.

Serien bliver nemlig ikke taget af Kanal 5s sendeflade. Det bekræfter Jesper Jürgensen, informationschef hos SBS, der står for at sende realityserien.

- Nej, det har vi ikke planer om. Den får stadig premiere den 7. september, fastslår informationschefen.

Og hvis det skurrer i nogles øren, at kanalen sender en realityserie om den tidligere ejer af Den Blå Avis, der muligvis bliver tiltalt for menneskehandel, og hans kæreste, 'Oddset-Janni' der p.t. afsoner en dom på et år og tre måneder for sammen med sin far at have franarret en million kroner fra en ældre og svagelig mand, så får det ikke indflydelse på SBS beslutning om fortsat at sende serien.

- Det har ingen indflydelse, at der måske bliver rejst tiltale mod Karsten. For det er en meget ærlig reportage, der giver et indblik i hans og Jannis liv. Og så skal man huske på, at manden er ikke dømt, siger Jesper Jürgensen.

Ifølge tv2.dk er baggrunden for sigtelsen mod Karsten Ree en tvist med en kenyansk, kvindelig praktikant, som var ansat i Ree Park i Ebeltoft. Kvinden havde tidligere været ansat i Karsten Rees safaripark i Kenya, men kom til Danmark for at arbejde i et år.

På et tidspunkt valgte Karsten Ree at fyre kvinden og få hende til at rejse tilbage til Kenya, fordi hendes opholdstilladelse i Danmark var betinget af, at hun arbejdede her i landet.

Ifølge Karsten Ree endte fyringen med, at kvinden og hendes advokat afpressede ham.

Til tv2.dk har Karsten Ree fortalt, at den kenyanske kvinde og hendes advokat overfor Rees advokat havde krævet erstatning for uberettiget fyring.

- Over for min advokat forlangte de at få et 90.000 for uberettiget fyring, og det var før skat, og så sagde vi farvel og tak. Hvis man beder om at få et beløb, som skal være sort, så er det jo afpresning. Man kan ikke bede et anstændigt firma om at udbetale penge sort, det gør en advokat sgu ikke, siger Karsten Ree til tv2.dk.

Ifølge tv2.dk siger Karsten Ree, at sagen er 11 måneder gammel, og at anmeldelsen skyldes, at han ikke ville betale kvinden og hendes advokat.