En fascinerende rund- og nedtur i de mørke drømmes land

Vi ved da alle sammen godt, at Los Angeles ikke er drømmenes slaraffenland. Men alligevel giver 'Hollywoodland' os et sjældent mørkt og fascinerende indblik i virkelighedens filmfabrik og L.A. anno 1959.

Datidens tv-'Superman' George Reeves (spillet af Ben Affleck) er gået til i ensomhed og alkohol. Og nu er han død.

Offentligheden er i oprør. Politiet lukker sagsmappen med 'selvmord' stemplet på forsiden. Men her stopper George Reeves’ gamle mor ikke. Hun tror ikke på selvmordsteorien. Og derfor hyrer hun privatdetektiven Louis Simo (Adrien Brody).

Simos egen søn er ligesom titusinder andre amerikanske børn knust over 'Supermans død'. Og hans efterforskning åbner dør efter dør til Hollywoods dekadente og dødsensfarlige undergrund.

'Hollywoodland' kan alt det, som sidste års 'Black Dahlia' med Scarlett Johanson ikke kunne. Og Ben Affleck, Adrien Brody og ikke mindst den perfekte femme fatale Diane Lane har aldrig været bedre.

hoeg@bt.dk

Af HENNING HØEG