Regeringens store plan for udskiftning af gamle ineffektive vindmøller med nye større møller kan ikke nås til tiden, siger vindmøllebranchen.

Regeringens mål om at skrotte 900 gamle og mindre vindmøller med 150 nye og store inden udgangen af 2010 kan ikke nås. Det er meldingen fra Vindmøllebranchen.

Lokalplanerne for den store udskiftning af vindmøller til samlet 350 MW er ifølge en ny opgørelse fra By- og Landsskabsstyrelsen ellers endelig på plads efter års slagsmål med kommunerne.

Mange af møllerne vil blive rejst som planlagt inden for fristen i 2010, som allerede én gang er udsat et år på grund af lokal modstand.

Nu bremses projekterne til gengæld af klagebehandling i Naturklagenævnet og utilstrækkeligt udbyggede elnet i de områder, vindmøllernes rejses.

Det betyder, at en række af de planlagte vindmølleprojekter ikke kan nås. Med mindre der igen rykkes ved den planlagte tidsfrist ud over 2010. Sådan lyder vurderingen i vindmøllebranchen.

Vurderingen er, at vindprojekter på mindst 60 MW ud af de i alt 350 MW ikke kan nå fristen.

Ifølge Vindmølleindustrien er den eneste løsning, at klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) udsætter tidsfristen for en del af projekterne.

- Det er en forudsætning for at nå regeringens plan, at de vindmølleparker, der uforskyldt er kommet i en klemme, får lidt længere frist. Det er tosset ikke at gøre det, når vi er så tæt på målet og meget ærgerligt, hvis nogle af projekterne nu falder på gulvet, siger direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg til Ritzau.

/ritzau/