To steder i landet er fodgængere i nat blevet påkørt og dræbt.

Den ene ulykke skete i Oksbøl, hvor en 41-årig mand kl 1.30 trådte ud foran en bil og blev dræbt.

Manden var netop blevet sat af en taxi  på Østergade i Oksbøl, hvorefter han kom til at træde ud på vejbanen, hvor han blev ramt af bilen. Bilen blev kørt af en 19-årig kvinde. Hun var ikke påvirket af alkohol, og kunne ifølge politiet ikke undgå at ramme manden.

37-årig kvinde dræbt
Det andet trafikdrab skete på Dannesbovej i Brylle på Fyn. Her er en 37-årig kvinde fra København blevet dræbt.

Vidner til ulykken har forklaret politiet, at kvinden stod en meter ude på kørebanen på vejen, som er en landevej uden gadebelysning. Kvinden var iført sorte bukser, brun striktrøje og havde formentlig en sort hue på, så bilisten kunne ikke se hende.

Bilisten er en mand fra lokalområdet, han er 28 år og ifølge politiet var han ikke beruset og kørte ikke for stærkt. Ulykken skete kl 23.30 lørdag aften.