Regeringen sylter arbejdet med at fastlægge officiel fattigdomsgrænse, siger organisationer. I februar 2010 lovede regeringen at udvikle en række såkaldte fattigdomsindikatorer, der gør det muligt at identificere fattigdom i Danmark. Men i dag - mere end et år senere - er det ikke sket.

Det får nu Rådet for Socialt Udsatte og flere organisationer og fagpersoner til at rejse en kraftig kritik af regeringen, skriver Kristeligt Dagblad.

I regeringens nye udkast til Danmarks Nationale Reformprogram, der skal bidrage til EU's fælles mål om at reducere antallet af fattige mennesker med 20 millioner i år 2020, er det alene regeringens mål at mindske antallet af personer med lav beskæftigelse med 22.000 frem mod 2020.

- Det, regeringen leverer her, er under al kritik. Og det viser, at ambitionen om at lave retvisende fattigdomsindikatorer åbenbart var varm luft, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

- Frem for at måle på beskæftigelsen alene kunne man have brugt fattigdomsindikatorerne som målestok for, hvordan vi egentlig skal sætte ind mod fattigdom. Men de er ikke engang lavet, siger han.

Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd synes, at regeringens nye fattigdomsstrategi er til grin.

- Man har haft et helt år med fokus på fattigdom. Nu er det EU's mål at reducere fattigdom, og hvad er man kommet frem til i Danmark? Ikke noget. Man har ikke nogen indikatorer og ingen officiel fattigdomsgrænse, siger han.

Socialminister Benedikte Kiær erkender, at de danske indikatorer ikke ligger klar endnu. De kommer, men ikke på denne side af sommerferien, siger hun.

- Jeg er fuldstændig enig med Jann Sjursen og andre i, at fattigdom også har at gøre med sundhed, psykiske lidelser og andre problemstillinger. Det er netop det, der gør, at arbejdet med indikatorerne er komplekst, siger hun.

/ritzau/