En operationstampon lå i ryggen på kvinde fra Hornbæk gennem to år. Det resulterede i uudholdelige smerter.

Vibeke Heckmann blev opereret for sin diskusprolaps i sommeren 2004, og de næste to år kæmpede hun dagligt med smerter og genoptræning.

Men forgæves.

Da indså den selvsamme overlæge, som havde opereret hende, at han havde glemt en operationstampon i hendes ryg, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det havde enormt store omkostninger for mig, fortæller Vibeke Heckmann, som havde brugt mere end 60.000 kroner på akupunktur, besøg hos kiropraktoren og fysioterapeuter.

- Mit familieliv skrantede, og jeg havde ikke overskud til at være aktiv med mine børn, når jeg endelig fik færdiggjort de arbejdsopgaver, jeg ikke kunne udskyde, tilføjer kvinden fra Hornbæk.

Efter fejloperationen, der efterlod tamponen i hendes ryg, led hun af uudholdelige nakkesmerter, tilbagevendende hovedpine og en begyndende lammelse i ansigtet.

- Venstre side af mit ansigt hang simpelthen, og ingen kunne forklare mig hvorfor, siger Vibeke Heckmann.

Det var en skanning, der afslørede operationstamponen, som havde vokset sig dobbelt så stor i hendes ryg. Den blev fjernet akut, og i dag er Vibeke Heckmann kommet sig 100 procent.

Patientskadeankenævnet nægter dog at anerkende hendes sygdomsforløb, og Byretten i Helsingør bakker op.

Dertil kommer, at hendes "Retshjælps-forsikring" i Topdanmark nægter at betale sagsomkostningerne, efter hun indbragte nævnets afgørelse for retten, skriver Frederiksborg Amts Avis.

/ritzau/