Sundhedsfarligt stof er blevet fundet i en af Sorøs skoler. Det vil koste kommunen 38,2 millioner kroner at fjerne det giftige materiale.

Restaureringer af toiletterne på en skole i Sorø har afsløret omfattende tilstedeværelse af det giftige stof PCB, som er fundet i bygningens fuger.

Stoffet på Frederiksberg Skole er fundet af konsulentfirmaet Alectia, der vurderer, at det vil koste kommunen op mod 38,2 millioner kroner at få fjernet det farlige stof.

- Vi ser med alvor på sagen. Eleverne skal selvfølgelig have en tryg og sikker skolegang, hvor de ikke risikerer faglige symptomer. Derfor vil vi hurtigst muligt fjerne stoffet, siger viceborgmester Michael Jensen (S).

Siden 1976 har det været forbudt at bruge PCB i Danmark. I flere tilfælde er det blevet påvist, at stoffet kan give hjerneskader, leverskader skader på nervesystemet, og det betragtes også som kræftfremkaldende.

- Vi afventer nu en teknikerrapport fra Alectia, der skal påvise, hvor farligt stoffet egentlig er. I uge 12 vil vi på byrådsmødet drøfte denne rapport, hvor vi vil tage endelig stilling til omfanget af renoveringen, siger Erik Bjørn Nielsen (A) fra kommunens Teknik- og Miljøudvalg.

Både Michael Jensen og Erik Bjørn Nielsen håber, at regningen ikke stiger mere end de anslåede 32,8 millioner kroner.

- Vi har jo en meget stram økonomi i kommunen. Så hvis regningen viser sig at blive større, bliver vi nødt til at sløjfe vores andre projekter, som vi ellers har i støbeskeen, siger Erik Bjørn Nielsen.



/ritzau/