Det er kun tre måneder siden, at den værst tænkelige tragedie overgik forældrene Jeppe og Julie, da deres otte-årige søn Magnus ‘Miv’ døde på et hospital i Spanien efter kort tids kræftsygdom.

Historien om Magnus blev fulgt nærmest dag for dag af danskerne, der i stor stil støttede familien med såvel penge til behandling som gaver - og søndag kunne tragedien så genopleves i fjernsynet, da DR1 sendte dokumentaren ‘Kampen for Magnus’.

Udsendelsen fik utvivlsomt tårerne frem rundt omkring i de danske stuer, men den sluttede dog med et snert af håb. Forældrene annoncerede, at de havde valgt at leve videre - og når man nu havde taget den beslutning, så må man jo hellere gøre det ordentligt.

Læs også: Genoplevede kræftsyge Magnus' død på tv: Det var frygteligt

Det prøver Magnus’ far, Jeppe, at leve op til. Hans kæreste fødte en datter i november sidste år, og både hun og Magnus’ storebror, Malthe, som han har sammen med Julie, er grunde nok til at stå op hver morgen - men det er ikke nemt.

»Det har været sindssygt, helt vildt, og jeg har ikke fungeret ret godt. Men min kæreste har virkelig været god for mig og den lille familie her,« siger Jeppe til BT.

Dagligdagen er “meget op og ned”, og rent psykisk har han set bedre dage - men der kæmpes trods de problemer, der følger med, når man mister sin søn i så ung en alder.

»Jeg plejer at være nogenlunde fungerende oppe i hovedet, men min hjerne er gået lidt i stykker af det, der er sket. Jeg sover ad helvede til. Den ene nat sover jeg måske to timer, den anden nat tre timer, og så fungerer man altså ikke særligt godt.«

Læs også:

»Jeg glemmer ting, jeg går til de forkerte aftaler. Jeg skulle f.eks. have været til lægen i dag (i sidste uge, red.) og på jobcenteret i går, men jeg kom til at bytte om på de to aftaler. Jeg sad i en time hos lægen og undrede mig over, hvorfor jeg ikke blev kaldt ind, indtil det gik op for mig, at jeg skulle have været på jobcenteret,« siger Jeppe, der ifølge hans psykolog formentlig er blevet ramt af posttraumatisk stress (PTSD).

Jeppe har ikke været på arbejde siden den 1. januar. Efter Magnus’ død i marts blev Jeppe nægtet understøttelse af kommunen, men hans arbejdsplads valgte at gå ind og dække for den sorgramte far.

Nu har Jeppe fået forlænget sin orlov fra sit arbejde indtil 1. august, men denne gang bliver det uden løn fra arbejdspladsen. Derfor kæmper han nu med kommunen for at få sygedagpenge.

Læs også:

Som BT tidligere har skrevet, havde familien håbet at kunne bruge nogle af de penge, som blev samlet ind til familien i forbindelse med Magnus’ kræftsygdom, til at dække tabt arbejdsfortjeneste, sådan som det også står beskrevet i indsamlingens formål, men det blev afvist af Indsamlingsnævnet. Derfor er økonomien nu udfordret.

»Jeg har en kæreste, der er på barsel, og jeg skal selv på sygedagpenge nu, og det betyder, jeg er i lidt problemer med at få enderne til at mødes. Vi havde håbet, vi kunne få suppleret op fra de indsamlede penge, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Det er ret ærgerligt.«

»Men det er ikke, fordi jeg er ved at gå fra hus og hjem. Jeg skal nok få det til at fungere på en eller anden måde. Det ville bare have været dejligt, hvis det ikke også skulle have været op ad bakke, for det er der rigeligt, der er i øjeblikket,« siger Jeppe.

Magnus’ mor, Julie, er sygemeldt fra sit arbejde og bruger nu sin tid på at være der for Magnus’ storebror, Malthe, der bor hos hende i Lyngby.

»Der var kun knap 15 måneder mellem drengene, de sov sammen og lavede alting sammen, så han savner sin lillebror rigtig meget, siger Julie, der også har sine egne dæmoner at kæmpe med.«

»Jeg synes, det er så svært. Det er svært at overskue tingene, jeg er træt og forvirret, har svært ved at huske, og jeg føler mig ofte ensom. Og jeg har mange dage, hvor jeg ikke kan overskue andet end at ligge i sengen eller på sofaen,« siger hun til DR.

Magnus led af en tumor i hjernen, som blev opdaget den 1. januar. Det danske sygehusvæsen kunne kun tilbyde livsforlængende behandling - ikke helbredende. Familien gik derfor selv i gang med at samle penge ind til behandling i udlandet, hvor man havde bedre mulighed for at redde Magnus' liv.

Men kort efter ankomsten til et hospital i Malaga i Spanien afgik Magnus ved døden den 5. marts.