Fredagens bulder og brag gav problemer for togtrafikken, men de fleste steder i landet slap relativt tørskoet fra skybruddet, lyder det.

Fredag blev der varslet skybrud i et omfang, så det gav mindelser om sidste års oversvømmede kældre og biler med vandpytter til op over taget. Men trods 12.000 lynnedslag og et lettere oversvømmet Fyn slap danskerne nådigt gennem regnen.

Flere huse på Fyn blev skadet de mange lynnedslag. Et hus i Vester Skerninge blev ramt af et lyn og gik i brand. Brandmændene måtte lade huset brænde ud.

Det har da også været i det fynske, at regnen har været særligt voldsom.

- Der er flere forskellige målinger, men Fyn har generelt fået 20-30 millimeter, og i Svendborg alene er der meldinger om 48 millimeter, siger Frank Thygesen, vagtchef for DMI.

Det var også værst for trafikken på Svendborg-motorvejen, der var lukket fredag formiddag fra klokken 10 til 13. Men ellers var uvejret ikke til stor gene for biltrafikken, lyder det:

- Motorvejstrafikken har været næsten som alle andre fredage. Uvejret gik mest ud over Fyn, og mellem Svendborgsundbroen og Svendborg Nord var motorvejen spærret fra klokken 10 til 13 på grund af regnen. Men ellers har trafikken ikke været påvirket af vejret, og slet ikke i forhold til sidste års skybrud, hvor flere strækninger i landet blev lukket, siger pressevagten hos Vejdirektoratet.

Knap så let slap togtrafikken imidlertid ikke. Det var dog ikke så meget regnen, der var skyld i forsinkelserne, som det var de mange lynnedslag i løbet af formiddagen og eftermiddagen.

- Vi havde en del lynnedslag i de såkaldte relæhytter langs sporene, der blandt andet styrer signaler og sporskifter. Så det har givet en del arbejde for Banedanmark og været årsag til flere forsinkelser på strækninger på især Fyn og i Sønderjylland, siger DSBs pressevagt Martin Larsen, som henviser til, at man som passager kan få kompensation.

- Til de mennesker, der har været berørt af forsinkelserne, vil vi gerne gøre opmærksom på, at vi har en rejsegarantiordning. Den betyder, at hvis man i løbet af fredag har været forsinket mere end 30 minutter, så kan man søge økonomisk kompensation eller få en ny billet.

Hos Falck havde man indtil fredag eftermiddag rykket ud til 59 vandskader, hvoraf 40 var på Fyn. Her opfordrer man danskerne til at tage et kig på tagrender og nedløbsrør næste gang, der måtte komme lignende vandmængder.

- Det er altid en rigtig god ide at tjekke, om ens tagrender er renset, og om nedløbsbrønden er fri for blade. Der skal faktisk ikke så meget til, før det kan lukke til, og så kan man få relativt store problemer, selvom vandmængderne ikke har været så voldsomme som under sidste års skybrud, siger Mikkel Andreas Beck, pressechef hos Falck.

DMI forventer, at uvejret vil være aftagende i løbet af natten til lørdag, hvor der kommer en opklaring fra vest. Herefter er der ingen tegn på lignende bulder og brag fra oven, lyder vurderingen.

- Det ser umiddelbart ud til, at vi slipper for regn de kommende dage, siger Thyge Rasmussen, der dermed giver de mange gæster på næste uges Roskilde Festival et håb om en nogenlunde tør musikoplevelse.

- Meget kan ændre sig, når vi har denne her slags vejr, men jeg vil umiddelbart sige, at festivalgæster godt kan glæde sig, siger vagtchefen.