Det afdøde politiikon Hanne Bech Hansen havde kun én mand gennem hele sit 77 år lange liv, og hun bar deres vielsesring 11 år efter, han døde pludseligt. Hun ledte aldrig efter kærligheden påny.

Der var rigtig mange mænd, der var interesserede i den nu afdøde tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, da hun var en ung kvinde. Men kun én vandt hendes hjerte - overlægen Jørgen Bech Hansen, der døde pludseligt af en blodprop i 2002 kort før deres 40 års bryllupsdag. Og sit hjerte overlod hun aldrig til andre. 11 år efter hans død gik hun stadig med sin vielsesring.

»Jeg ved ikke, om jeg kan få den af. Men jeg er jo stadig gift med Jørgen, og jeg har aldrig været interesseret i at møde en anden mand,« sagde hun til Billedbladet i 2013.

Den ellers meget private tidligere politidirektør døde tirsdag aften i en alder af 77 år og havde ellers holdt sit privatliv meget tæt ind til kroppen, men var i de senere år begyndt at åbne lidt op i forskellige interviews.

Her fortalte hun, at der var mange bejlere, men ingen andre der faldt i hendes smag end Jørgen Bech Hansen.

»Jeg tror inderst inde, at hvis jeg ikke havde mødt netop Jørgen, var jeg aldrig blevet gift. Der var masser af fyre, der 'rendte efter én', som man sagde, da jeg var ung. Men der var ingen, der tiltrak mig. Det gjorde min mand til gengæld. Lige på et splitsekund. Det tog ham mindre end ti sekunder at vinde mit hjerte. Min mand var manden i mit liv. Sådan er dét. Og jeg kan bare være taknemlig for, at vi fik lov at få så mange år sammen, som vi trods alt fik,« sagde hun til Søndag i 2013 og understregede, at der aldrig ville komme en ny mand i hendes liv.

De to mødte hinanden i 1958, og de begyndte hurtigt at være sammen hver eneste dag. Dengang under ungdomsoprøret anså mange det for fjollet at blive gift, så Hanne Bech Hansen var meget skeptisk, da Jørgen friede halvandet år efter deres møde.

»Dengang syntes jeg, at forlovelse var noget af det mest fjollede, der fandtes. Jeg forstod ikke meningen med, at man skulle gå rundt med forlovelsesring, længe før man blev gift. Så jeg sagde nej. Det blev han noget forskrækket over. Senere fortrød jeg og begyndte at håbe, at han ville spørge mig igen. Men det gjorde han aldrig,« fortalte hun til Berlingske i 2010.

Derfor trak den tidligere politidirektørs far Jørgen til side ved en fest nytårsaften i 1962 og proklamerede, at nu var de snart kommet sammen i tre år, så nu syntes han efterhånden, det var passende, at parret blev gift.

Det var ikke meningen, at Hanne Bech Hansen skulle have hørt det, men det gjorde hun, og hun hørte også Jørgen svare, at han da meget gerne ville giftes med Hanne, men at det var hende, der ikke ville.

Faren kaldte hende hen, og her indrømmede hun endelig, at hun egentlig også gerne ville giftes med Jørgen. De blev gift 14. juli 1962 i Århus. Efter Jørgens død i 2002 ledte hun aldrig efter kærligheden igen.

Tabte sig voldsomt efter Jørgens død
I stedet viede hun resten af sit liv til at skrive kriminalromaner, efter hun gik på pension i 2009 som 70-årig. Og hun kom sig aldrig rigtigt over tabet af sin mand, hvis død var et stort chok, der fik hende til at rasle 14 kilo ned i vægt.

»De fire havde jeg nu tabt inden, for vi var faktisk på slankekur, både Jørgen og jeg. Men det er rigtigt, jeg har tabt fjorten kilo – så jeg var noget kraftigere dengang,« sagde hun i et interview med Berlingske.

Her fortalte hun også, at hun var tilbage på jobbet som politidirektør to dage efter sin mands død, men at hun aldrig kom sig over det.

»Der sidder altid noget tilbage. Sorgen. Men det bliver bedre og bedre, og en gang imellem tager jeg mig selv i at synge. Jeg synes også selv, at jeg har været god til at tage mig selv i nakken. Der var nogle morgener, hvor jeg tænkte: ’Det her holder du ikke ud!’ Så lavede jeg en seddel, hvor jeg skrev nogle ting, jeg skulle gøre. Ti ting. Om aftenen skulle jeg tage seddelen frem og hakke af. Og så skrev jeg ’Fint Hanne’ på den. Det gjorde jeg faktisk i lang tid. For at komme videre.«

Jørgens død kom helt uventet, for der havde ingen tegn været på, at han var tæt på at forlade denne verden tilbage i 2002. Parret havde været til en hyggelig middag i venners lag, dagen før Jørgen Bech Hansens død. De havde siddet og grinet af en kommentar, som en tidligere kollega var kommet med; 'Nej, er du den høje flotte mørkhårede fyr, jeg arbejdede sammen med?’«, havde kollegaen sagt.

Så gik han i seng fuldkommen veldbefindende, men vågnede op næste morgen og havde det skidt. Skulderen smertede, og de troede, det var fordi, han havde vasket rækværket foran huset, som han skulle til at male. Men så fik han det dårligere, og de kørte på skadestuen. Få timer senere var han død af en blodprop.

Efter Jørgen Bech Hansens død markerede Hanne Bech Hansen hvert år deres bryllupsdag ved at sætte blomster på kirkegården og sendte ham en masse kærlige tanker på dagen. Vielsesringen tog hun aldrig af.

Parret fik sønnen Søren i 1967.