KOMMENTAR
Dansk fodbold bliver ved at spænde ben for sig selv. Onsdag aften måtte klubberne i Divisionsforeningen enes om ikke at kunne blive enige om en ny turneringsstruktur, selvom de har betalt millioner af kroner til konsulentfirmaet Hypercube og brugt oceaner af tid på at diskutere emnet, som alle syntes var relevant.
Da det kom til stykket, og de skulle vælge mellem de to modeller, de havde betalt for at få udarbejdet, eller alternativt selv finde på en tredje, måtte de opgive. Det er tredje gang inden for et år, at dansk fodbold er ramt af uenighed om et vigtigt emne, og endnu har parterne forladt en forhandling meget langt fra en optimal løsning.
For mindre end et år siden drev Divisionsforeningen og Spillerforeningen overenskomstforhandlingerne så langt ud på et overdrev, at det påvirkede forberedelserne til deltagelsen i Europa, og det er ikke mange måneder siden, at DBU og landsholdsspillerne udfordrede deres forhold, da de ikke kunne enes om bonusserne for at spille på landsholdet.
Denne gang var der ikke engang modstridende fagforeninger eller organisationer inde over, men udelukkende medlemmer af samme forening, Divisionsforeningen. Det var altså klubberne selv, der var enedes om, at noget skulle ske, men bare ikke hvad, der skulle ske.
Sådan har det været længe, for i de 20 år Superligaen har haft 12 deltagere, har alle egentlig syntes, at det var en dårlig model, fordi den betød, at holdene mødtes tre gange - en gang hjemme og to gange ude eller omvendt. I 2009 mislykkedes det at finde en løsning for den bedste række, da konsulentvirksomheden Capacent fremlagde et forslag, og heller ikke her fem år senere er det lykkedes, selvom en dalende kvalitet i og interesse for Superligaen havde fået klubberne til at forsøge sig en gang til.
Uenigheden mellem de største og de mindste klubber var ganske enkelt for stor til, at det kunne lade sig gøre at finde en løsning. De største klubber med FCK som den absolut mest magtfulde ville ikke gå med til en udvidelse til 14 eller 16 hold, og de mindste klubber ville ikke gå med til en indsnævring, ligesom et nedrykningsslutspil for de fire nederste i en 12-holdsliga ikke ville give bundklubberne den større tryghedsfølelse, de ellers havde håbet på.
Slutspil var ikke populært i fankredse, og jeg var heller ikke ubetinget fan. Men når man beslutter sig for at ændre noget, betaler millioner af kroner for at få et konsulentfirma til at finde det bedste forslag og endda selv har mulighed for at finde på alternativer, er det uhyre fattigt at ende ved et status quo, man ikke var tilfreds med fra begyndelsen.
Det er et meget godt billede på dansk billede fodbold i disse år, at klubberne ikke blev enige om andet, end at de var uenige.
