Det er det indre der tæller. Så simpel er moralen i det medieeventyr, der for tiden udspiller sig i talentshowet ’Britains got talent’.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Ved første øjekast ligner Susan Boyle West fra Lothian i Skotland bare en støvet gammeljomfru, der har levet af fish & chips det meste af sit 47-årige lange liv. Både dommere og tilskuere i showet ’Britains got talent’ gjorde sære miner, da hun stillede sig op på scenen og sagde, at hun drømmer om at kunne leve af at synge.Da Susan Boylel så også begyndte at lave små hoftevrid, tydede alt på, at hun var en af de mange tosser, der altid stiller op i den slags shows for at demonstrere deres totale talentløshed.
Men da hun åbnede munden for at synge, skiftede stemningen straks. For ud af den stærkt uglamourøse kvindes kvabsede hals strømmede en sangstemme fra en sand diva. Overraskelsen var som skåret i dommernes ansigter.
Simon Cowell kalde hende 'en lille tiger' og Piers Morgan sagde:
- Jeg giver dig det største ja, jeg nogensinde har givet. Du sagde, at du havde en drøm om at synge som Elaine Page, og alle grinede af dig. Men nu har du overbevist alle.
Hør hende synge her
Læs mere nedenfor
Ifølge avisen Scotsmann er Susan Boyle aldrig blevet kysset og lever sammen med sin 10 katte.
Historien om den smukke sangstemme i det uskønne ydre, er ikke ny. I 2007 stillede den ovale mobiltelefonsælger Paul Potts op i selvsamme program.
Ingen regnede med, at der ville komme andet end spyt, falske toner og dårlig ånde ud mellem hans skæve tænder. Men det viste sig, at han havde en fantastiske tenor-stemme, og at han var i stand til at synge ’o solo mio’, så ingen kunne høre forskel på ham og Pavarotti.
Paul Potts vandt konkurrencen og tog på europa-turne. Blandt andet opførte han en koncert på Rådhuspladsen i København, hvor ikke et øje var tørt.
