Støttegrupper for indvandrerbander og AK81 marcherer talstærkt frem på Facebook. Tonen på den digitale front vidner om nådesløst had.

Det er ikke kun på gaden, der er indædt kamp mellem indvandrer-bander og Hells Angels/AK81. Kampen finder nu også vej til nettet, hvor nye hadegrupper skyder op som paddehatte blandt andet på det sociale netværk Facebook. Og der bliver ikke lagt fingre imellem i den rasende debat, der nu får hadefulde racistiske overtoner.

- Fuck Ak, fuck deres familier, og fuck alle der har med dem at gøre, skriver en profil, og får straks svar på tiltale i en verden, der for lang tid siden har passeret almindelig omgangstone:

- Dræb ikke kun bande medlemmerne, dræb også resten, for de hænger sammen som (for at bruge panserudtrykket) perler på en snor, skriver en debattør, der har en profil under navnet Johnny Lamer Svendsen.

Villige net-krigere fra hele landet
Trusler om vold og drab, racistiske fyndord og de sjofleste eder og forbandelser trives side om side med de få, der prøver at få en debat i gang. Men udgangspunktet er AK81 og Hells Angels mod indvandrerbander.

Og at dømme efter Facebook er der hundredevis af støtter til begge sider spredt ud over hele landet, fra København og forstæder til de største provinsghettoer i Århus, Aalborg og Odense, til den mindste flække på Fyn.

- Hvis alle unge perkere og danskere kom i ’krig’ så ville alle i fucking muslimer ende på bålet i løbet af fire timer! mener Anders Sørensen.

Fra at være en isoleret krig mellem kriminelle indvandrerbander og støtter til Hells Angels er de mange hadefulde angreb på Facebook udtryk for, at bandekrigen nu i stigende grad ses som en konflikt mellem danskere og indvandrere.

- Support 81 Nomads – for your country, skriver Jan Mikkel Luther. Frit oversat betyder det 'Støt Hells Angels – for dit land', og i en mail til B.T. fortæller den 22-årige ålborgenser, at han nærmest opfatter AK81 som en politisk organisation:

- Grunden til at jeg skrev (på Facebook, red.) er for at vise min støtte til AK81, da jeg selv IKKE er medlem. Vi deler den samme mening og holdning. Desuden har jeg et nært familiemedlem, der tidligere har været i de kredse, og mener, at 2g’erne har været skyld i stort set alle de skudepisoder, hvor uskyldige er blevet ofre.

Alle os mod alle jer…
Flere varsler nærmest en kommende racekrig.

- Hvis der skulle komme en krig i Århus, så snakker vi om at alle områderne i Århus vil blande sig, Trillegården, Bispehaven, Rosenhøj, Gellerup, resten af Viby osv. Bare i Gellerup er der over 1.000 folk der er klar til at dø for hinanden. Så jeg kan kun sige værsgo, at gå i gang min ven, du vil fortryde det!, skriver en, til AK81-støtten Anders Sørensen, der taler om, at 'bidrage til fædrelandets forsvar med alle våbenføre mand i landet'.

På gruppen 'AK81 Danmarks Nye Håb', skriver en John Larsen, der angiveligt er dansk soldat i Afghanistan:

- Hvor er det fedt, at der dør nogle muslimer. Næste gang jeg er i Afghanistan, håber jeg på at skyde muslim nr 20. Det er blevet så nemt at trykke den af. Keep up the good work AK81. Udryd de fucking ludermuslimer ellers gør jeg det for jer gratis, truer profilen John Larsen.

Hele nettet koger
- Det er ret massivt for øjeblikket med ret grove meningstilkendegivelser mange steder på nettet, siger Henrik Svindt fra Københavns Politi, der fortæller, at ud over grupperne på Facebook er der dukket mange andre debatrum op på internettet, hvor debatten også er meget ekstrem.

- Der kan meget let være tale om straffelovsovertrædelser i nogle af de tilfælde, du har nævnt for mig. Det er noget, vi må ind at se på, siger Svindt, der ellers har nok at se til ude på gaderne som leder af afdelingen for bandekriminalitet i København.