Det var måske ikke en god idé, at imamer fra Danmark rejste Mellemøsten rundt for at fortælle om Muhammed-tegningerne, siger en af deltagerne Ahmed Akkari. Imam Ahmed Akkari har fået Muhammed-krisen så meget på afstand, at han nu overvejer sin og andre danske fremtrædende imamers rolle. Han medgiver, at det måske alligevel ikke var en god idé, at imamerne rejste til Mellemøsten for at fortælle om Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed, skriver Berlingske Tidende.

Rundrejsen fik skyld for at være en af årsagerne til, at sagen udviklede sig til en af de største kriser i nyere dansk tid:

- Det var noget kedeligt noget dét, der fik folk til at protestere, men konsekvenserne har ikke været tilsigtet for mit vedkommende, siger Akkari til avisen og fortsætter:

- Måske skulle den aktion slet ikke have fundet sted, hvis det ender med de resultater, som vi ser i dag.

/ritzau/