Luftfartsselskabet Sterling skærer yderligere i pilotstaben. Fem fly droppes, og 25 piloter skal ud og finde et nyt job fra nytår. Flyselskabet Sterling skruer yderligere op for spareplanerne. Fem røde Sterling-fly fjernes fra flyflåden fra den 1. januar 2009, og det koster 25 piloter jobbet hos lavprisselskabet.

- Vi har lige fyret 25 piloter mere i går. Vi har klaret det i al stilfærdighed, for det er ikke særlig sjovt for de pågældende. Nu tror vi på, at vi har en holdbar plan, som får det til at hænge sammen for os økonomisk. Det indebærer, at vi har en mindre flåde fra årsskiftet, end vi har i dag. Og det indebærer også, at vi har et mindre personalebehov på pilotsiden. På stewardessesiden tog vi en hastig opbremsning i august og stoppede uddannelsen, og det har vist sig at være tilstrækkeligt, siger Sterlings kommunikationsdirektør, Rulle Westergaard, til Ritzau.

Sterling skar i løbet af sommeren medarbejderstaben med 135. Dengang kostedet det 61 piloter jobbet. Der er nu 225 piloter tilbage, og kabinepersonalet lander lige nu på 436 ansatte.

/ritzau/