Vejdirektoratet opfordrer på det kraftigste at lade bilen stå langfredag. Den kraftige blæst vil skabe snefygning og snedriver på vejene. Lad bilen stå hjemme langfredag - også selvom du så må droppe din påskefrokost hos familien. Så klar er beskeden fra Vejdirektoratets Trafikinformation.

- Det er kriminelt at køre ud langfredag. Der fraråder vi, at man dribler rundt i trafikken, fordi vi får op mod 15 centimeter sne, kraftig blæst og dermed snefygning, der ligger sig i store driver rundt omkring på vejene, siger vagtchef Finn Roby og fortsætter:

- Og pludselig kan vi ikke komme videre - enten fordi ham foran kører rundt på sommerdæk, eller bilen skrider ud. Det er ikke sjovt at sidde i en kø, hvor man ikke kan komme nogen steder.

DSB kan endnu ikke oplyse om forsinkelser, i Kastrup Lufthavn forventer man ikke, at flytrafikken bliver forsinket, og Mols-linen sejler som planlagt.

/ritzau/