Kokain er på 10 år blevet det stof, politiet finder mest af. Brugerne vil have mere og mere.

For ti år siden tog taberne heroin og amfetamin. I dag fylder smarte unge danskere næsen med kokain. Det skriver Nyhedsavisen mandag.

Kokain begyndte som et sjældent stof, og i 1993 udgjorde det blot fire procent af de stoffer, politiet beslaglagde. 10 år senere er tallet tidoblet, viser en opgørelse fra Retskemisk Institut i Århus, som Ugeskrift for Læger bringer i dag, og i 2005 blev kokain det stof, som politiet finder mest af på landsplan.

Kokainens enorme popularitet i forhold til andre stoffer skyldes, at det er blevet moderigtigt blandt unge, smarte mennesker i det danske diskoteksmiljø.

- Heroin er et rent taberstof, og amfetamin opfattes nu som fattigmandskokain. Kokain derimod er trendy, siger misbrugsekspert Henrik Rindom til Nyhedsavisen.

De mange danskeres forkærlighed for kokain er et stort problem, for hvis først man har prøvet at sniffe det hvide pulver, er det svært at holde næsen fra det.

- Man giver sig selv en slags kemisk hjernevask. Pludselig føles alt, man gør, helt fantastisk, siger kokainforsker Claus Juul Løland.