Dybt, dybt berørt modtog ministersøn Christian Bendtsen i går sin narkodom på to et halvt års ubetinget fængsel. Gode sociale forhold, umodenhed og naivitet gav mildere straf.
»Jeg tænkte slet ikke over konsekvenserne på det tidspunkt. Jeg følte bare, det var en vennetjeneste at have stoffet liggende i min fryser for J., men jeg kan da godt se i dag, at det var forkert. Jeg har været alt for naiv.«
Klokken 13.35 fik Christian Frejlev Bendtsen sin dom ved Retten i Odense. En enig domsmandsret med dommer Henrik Agersnap i spidsen havde kun brugt en halv time til at placere lodderne i de juridiske vægtskåle og vejet fordele op mod ulemper.
Den kom til det resultat, at Christian Bendtsen skal to et halvt år i fængsel for meget alvorlig narkotika-kriminalitet.Dagens ufrivillige hovedperson virkede han afklaret, beredvillig og fattet, selv om han indtil i går havde siddet varetægtsfængslet i Odense Arrest i 99 dage.
Nogenlunde fattet var han også - i hvert fald udadtil - da dommen faldt, men det var tydeligvis en dybt, dybt berørt ung mand, der med bøjet hoved og et tomt udtryk i ansigtet måtte sande, at samfundet lader hammeren falde tungt ned på narkokriminalitet.
Christian Bendtsen har siden 19. juni, da han blev anholdt i sin lejlighed på Falen i det indre Odense, selv gjort sit til, at sagen er blevet opklaret. Han lagde kortene på bordet, da han siddende i sin egen sofa foran to kriminalfolk fra Odense Politi brød fuldstændig sammen og hulkende erkendte at have en meget stor mængde amfetamin í sin skabsfryser.
Det syntetiske stof tilhørte en kammerat - og narkohandler - som nogle uger forinden uden problemer havde fået Christian Bendtsen til at opbevare de i alt 3404,4 gram, der på gadeplan har en anslået værdi af cirka 800.000 kroner.
»J. spurgte mig, om jeg ville opbevare »noget« for ham. Så ville jeg få min betaling ved at få dækket mit eget forbrug af hash i et stykke tid. Jeg tænkte slet ikke over, hvor alvorligt det var,« forklarede Christian Bendtsen, som dermed bekræftede billedet af en temmelig umoden og naiv ung mand.
En personprofil, som også en socialrådgiver fra Kriminalforsorgen har tegnet af ham, mens hans personlige forhold er blevet gennemgået under hans hidtidige fængselsophold i Odense Arrest.
Hele sagen mod Christian Bendtsen rullede, da ejermanden til den store mængde amfetamin - narkohandleren J.T. - hængte sig i sin celle i Odense Arrest få dage før ministersønnens anholdelse. På en lap papir havde J.T. nedfældet et narkoregnskab, hvor Christian Bendtsens navn og telefonnummer stod på.
Ministersønnens forklaring i går afslørede, at han i nogle dage op til sin anholdelse havde været voldsomt rystet efter beskeden om, at ejermanden til det store parti amfetamin havde begået selvmord. Og han blev endnu mere bange, da han pludselig fik en opringning fra en ukendt person, som sagde ordene:
»Gem kyllingen og pizzaen.« Og dermed hentydede til amfetaminen, som lå skjult i dels en pizzabakke, dels en plastikpose i fryseren. På tidspunktet for anholdelsen i juni havde den næsten færdiguddannede mekanikerlærling og ministersøn røget hash gennem et års tid, forklarede han i går i retten.
Forbruget var støt og roligt vokset til fem gram om ugen, og over to omgange fik han i alt 75 gram af sin kammerat i betaling for at opbevare amfetaminen i sin lille fryser i sit køkken. Hashen var blot 3.180 kroner værd. Men det var mange penge for ham, og han følte sig fristet, og fristelsen dengang er altså nu blevet meget, meget dyr for Christian Bendtsen.
Mens Bendtsen-familien hele tiden har understreget, at Christian som kriminel må tage sin straf, så har de aldrig slået hånden af ham, men i stedet forsøgt at støtte ham moralsk ved at besøge ham i arresten, så ofte det har været muligt. Og i går sad Chistians mor, Kirsten Bendtsen og støttede sin søn så meget, hun kunne.
Da dommen faldt, sad hun med et nærmest udtryksløst ansigt, mens hun lyttede til, at retsformand Henrik Agersnap gjorde rede for, hvad domsmandsretten lagde til grund for dommen. Hun måtte konstatere, at retsformanden og de to domsmænd på grund af forbrydelsens grovhed ikke fulgte forsvarerens appel om en delvist betinget dom til hendes søn.
Til gengæld blev det taget i betragtning, at ministersønnen er at betegne som umoden af sin alder, særdeles naiv og i øvrigt aldrig tidligere har været i forbindelse med straffesystemet, og det var med til at sænke længden på straffen.
I dommen blev det også lagt til grund, at han har gode sociale vilkår, og at han er tæt på at færdiggøre en uddannelse, som forhåbentlig kan være med til at bringe ham videre i tilværelsen, når han har udstået sin straf.