»Det er vigtigt. Jeg håber, mange vil lytte til det. Så kræver det ikke så meget af mig, at jeg fortæller en historie fra tidligere i mit liv.«
Sådan fortæller Niklas Landin om den kampagne, han lige nu er en del af.
Den handler om at sige fra. Noget, der egentlig burde være en selvfølge, men sådan er virkeligheden bare ikke.
»Nej nej, det er ikke 'bare'. Sådan vil det jo altid være, det er også svært for os, selvom vi er blevet ældre. Vi har måske bare haft nogle erfaringer, der har gjort, at vi er kommet ud som bedre mennesker på den anden side, efter man har sagt fra. Det er altid vigtigt at få sat ord på og kan måske hjælpe en enkelt eller to.«
I kampagnen fra Dansk Håndbold Forbund fortæller den danske landsholdsstjerne, at det især var på et tidspunkt i barndommen, det var svært for ham at sige fra.
'Jeg havde problemer med mine ører. De strittede lidt meget, og det blev jeg også mobbet utroligt meget med i folkeskolen,' fortæller han i kampagnen, der er delt på Instagram og fortsætter:
'Der havde jeg også svært ved at sige fra og fik nok ikke sagt fra andet end til min mor, og jeg fik hende overtalt til, at de skulle opereres ind, så jeg i hvert fald ikke skulle ud i det. Egentlig er det jo lidt fjollet, jeg skulle ud i en operation for at have følt mig godt tilpas. For jeg kunne lige så godt bare have fortalt dem det, det havde jeg nok gjort i dag, så slemt var det ikke,' lyder det i videoklippet med Niklas Landin.
Han fortæller, hvordan det kunne være frygten for en dårlig reaktion eller for at blive stemplet som en, der ikke hørte til, der holdt ham fra at råbe op.
»Tværtimod, kan jeg sige nu. Når man er god til at sige sin mening og komme frem med det, bliver man typisk mere respekteret, end hvis man holder det inde,« siger han.
For ham var det ret nemt at takke ja til at medvirke og bruge sin stemme til at tale om lidt mere alvorlige emner.
»Det er altid godt at sætte fokus på nogle ting, som giver nogle problemer for visse personer. Jeg synes egentlig, det var en god kampagne og en, jeg også godt selv kunne spejle mig i,« fortæller målvogteren.
Adspurgt, hvornår han så selv egentlig lærte at sige fra, kommer der et hurtigt smil.
»Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde har lært. Men jeg har fået set, det kan hjælpe at sige noget. Og så får man også snakket om det efterfølgende frem for at gå og grave sig længere og længere ned i et hul, man ikke kan komme op af.«
