Han ser det som sin fineste opgave, efter det han selv har oplevet de sidste to år.

For som god ven til Simon Pytlick har det betydet meget for Mathias Gidsel at være med til at ruste slutrundedebutanten, som han kender hjemme fra GOG.

»Vi har snakket meget om mine sidste to år. Han har også været på nærmeste hold både på godt og ondt. Han ved, hvad det kræver, hvad der skal til, og hvad der venter ham,« siger Mathias Gidsel, der nærmest fra start bragede igennem på det danske landshold.

»Det kan godt være, han får lidt samme vej som mig. Det har vi også snakket om – på godt og ondt, det er ikke altid, det går godt, nogle gange gør det også lidt ondt, så jeg håber, han har fået noget ud af at kunne følge mig på tæt hold.«

Simon Pytlick fik slutrundedebut fredag aften.
Simon Pytlick fik slutrundedebut fredag aften. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Forventningerne har været store til blot 22-årige Simon Pytlick, der fredag aften indtog Malmö Arena med storm.

De to kammerater har derfor også haft gavn af hinanden, hvor især Mathias Gidsel har prøvet at give noget alt det, han har oplevet, videre.

»Så må han sortere i det og se, om han kan bruge det eller ej. Men jeg håber da, Simon har fået meget ved at læne sig op ad mig og se lidt min karriere de sidste to år, hvad man kan bedrive på god tid. Det er jeg sikker på, han nok skal på sin egen måde,« siger Mathias Gidsel.

Og netop den del uddyber han helt af sig selv, for her har han givet Simon Pytlick klar besked. Mere end én gang.

»Det er også vigtigt, det har jeg sagt til Simon mange gange. Det skal ikke være på min måde, det skal være Simons egen måde. Han skal ikke sammenligne sig med mig og min karriere, jeg skal ikke sammenligne mig med ham. Han skal bare gøre det i sit eget rolige tempo og det rolige gemyt, han er, for det er han cool nok til,« fortæller Gidsel.

Som god ven var han glad for at se Simon Pytlick træde ind på den store scene. Afslappet, rolig. Han lykkedes, og det gjorde Mathias Gidsel glad.

Det betyder meget for ham, når det går godt for vennerne, og han fremhæver også det stærke sidste halve år, Simon Pytlick har haft ud over landsholdet.

Det er ikke kun på håndboldbanen, han har kvaliteter 'vi alle snakker om og kan se'.

Mathias Gidsel og Simon Pytlick er gode venner.
Mathias Gidsel og Simon Pytlick er gode venner. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er ligeså meget personen inden under håndboldtrøjen, der er med til at gøre Simon Pytlick så god, og som er en del af nøglen til succes, forklarer Mathias Gidsel.

»Der er bare et roligt væsen bag. Han er et fantastisk menneske med lederegenskaber allerede som ung. Han har prøvet en masse, og så er han bare ikke sådan lige at kyse ud. Uanset om det er på den største scene eller nede i Gudme, og det kan man kun beundre for sådan en ung knægt. En gudsbenådet håndboldspiller med hovedet skruet rigtigt på,« smiler Mathias Gidsel.

Is i maven er vigtigt. Og det er godt, Simon Pytlick har det på den største scene.

»Når du er så ung og kommer fra pure GOG, så kan det godt være en stor mundfuld nogle gange,« siger Gidsel.

»Han har hovedet skruet godt på, har et efternavn der har betydet, han nok er rustet fra 'hjemmeskolen', og så har han mange oplevelser med. Det er selvfølgelig vigtigt, og jeg er sikker på, det bliver en god slutrunde for ham,« lyder det til slut.