Det var brutalt, da den danske VM-debutant Lasse Møller måtte forlade holdkammeraterne og VM-lejren på grund af et forstadium til træthedsbrud.

Derfor gik han glip af landsholdets guldtriumf i Stockholm søndag aften, hvor hans trøje dog blev løftet side om side med VM-pokalen.

Nu har en rørt Lasse Møller fået sin guldmedalje, og i Københavns Lufthavn i Kastrup fortalte han mandag, at han glædede sig til at fejre triumfen.

»Det var en fantastisk gestus, der vidner om, hvad holdet kan. Ingen er glemt. Alle er en del af holdet, uanset hvor i verden man er,« siger Lasse Møller om situationen, hvor hans trøje var med på sejrspodiet.

Foto: Johnny Wojciech Kokborg
Vis mere

»Jeg blev sindssygt rørt. Også af det interview, Rasmus Lauge gav med tårer i øjnene. Det giver håb for os andre, der står i samme situation, som han har gjort så mange gange,« fortsætter han.

Lasse Møller så den dramatiske VM-finale hjemme i sofaen.

»Der var ikke så meget andet at gøre. Nerverne var fuldstændig uden på tøjet i går. Det har de været de sidste par kampe. Men måden, de spillede på, sagde mig, at et dansk landshold, der spiller på det her niveau, ikke taber.«

De seneste uger har været hårde for den 26-årige Flensburg-Handewitt-stjerne, siden han måtte rejse hjem fra VM før tid.

»Det har været svært at affinde sig med. Der var et lille hul i maven de første par dage, men efterfølgende har jeg affundet mig med det. Det er desværre en del af gamet. Nu glæder jeg mig til at dele det med drengene, som jeg er så tæt på. Det er kun glæde, jeg har en dag som i dag,« siger han.

Mandag morgen kørte han så til lufthavnen for at tage imod holdkammeraterne og slutte sig til dem i fejringen på Rådhuspladsen i København.

»Det er en helt ubeskrivelig følelse. Jeg glæder mig til at komme på Rådhuset. Opmærksomheden er lidt anderledes end at komme hjem med ungdomslandsholdet og en sølvmedalje. Det er et lidt andet show, men det er pissefedt,« siger Lasse Møller.

»Jeg kan se, at der ikke er meget glød i øjnene på dem lige nu, men mon ikke der kommer det, når de får lidt væske og lidt godt at spise.«